Tilfælde og retfærdighed

Nu kan jeg så læse i Berlingske Tidende (der har vist sig som fuld af føde til denne blog), at Ritt Bjerregaards billige boliger skal uddeles via lodtrækning. Mit spørgsmål er: hvorfor folk synes brugen af lodtrækning er mere retfærdig end brugen af markedet? Hvorfor skal besiddelsen af held være mere legitimt end besiddelsen af penge? Penge har folk jo arbejdet for, held er noget fuldstændig tilfældigt.

Jeg har haft en lignende diskussion med nogle bekendte. Her udtrykte jeg manglende forståelse for, hvorfor billetter til koncerter ikke er dyrere, når nu der altid er billetmangel. Jeg fik at vide, at “fattige” også skal kunne komme til koncert. Altså et retfærdighedsargument. Men hvorfor er det mere retfærdigt, at folk, der a) har haft mulighed for at være online kl. 9:00 om morgenen når billetsalget starter, og b) har været så heldige at komme igennem billetnet, får billetter, end at dem der har så stor lyst til at komme til koncert, at de ville betale det dobbelte, hvis prisen var markedsbestemt, får billetterne?

I det ene system får folk på grundlag af held, i det andet på grundlag af (forventet) nytte ved koncertbesøget. Dem, der får mere nytte, vil give mere for billetterne. At folk ikke har samme ressourcegrundlag at handle på (modargumentet fra mine bekendtes side) er dels et universelt fænomen, dels ikke et retfærdighedsmæssigt problem, da dem med ressourcer i overvejende grad netop har arbejdet for disse ressourcer/penge, og derfor taget nogle omkostninger på sig for netop at kunne nyde ting som koncertbesøg. (I øvrigt er der heller ikke nogen i Danmark, der ikke ville have råd til et koncertbesøg, hvis de prioriterede deres penge derefter.)

Så mit spørgsmål står stadig: hvorfor er besiddelsen af held mere legitim end besiddelsen af penge i dagens Danmark? Hvorfor skal ting styres ved lodtrækning frem for markedskræfter?