En forsinket forudsigelse
Nu er vi jo et lille stykke inde i det nye år, så det er nok en smule sent at komme med forudsigelser. På den anden side er tiden en lidt anden for studerende. For mig starter det nye år eksempelvis først efter min sidste eksamen senere på måneden.
Uanset hvad, så kommer der her en semi-alvorlig forudsigelse for 2007:
Vi vil se en “omvendt Karen Jespersen”. Vi vil se et mere eller mindre prominent medlem af folketinget for Venstre eller de Konservative, der definitivt og overraskende dropper at være på “højrefløjen” og skifter side. Dette vil ske efter en alvorlig og nyopstået politisk/ideologisk uenighed mellem personen og vedkommendes parti/regeringen, eller alternativt efter afsløringen af en længerevarende uenighed af samme type.
Tja, jeg kan vel gå hele vejen, når nu jeg er kommet så langt: Personen vil være Miljøminister Connie Hedegaard. Den konkrete uenighed vil først være over miljøspørgsmålet, hvor Hedegaard vil meget mere end regeringen vil, men uenigheden vil snart brede sig til en generel ideologisk uenighed om kultur, folkesundhed, og statens generelle rolle i samfundet. Hun vil forlade ministerposten, regeringen og de Konservative. Hun vil i stedet politisk ligge omtrent på de Radikale, men vil ikke melde sig ind i partiet (endnu!).
For folk med større forståelse af dansk politik (og evt. insider-viden) virker forslaget muligvis dumt. Det er da også mest for sjov. Bortset fra, hvis forudsigelsen viser sig at være sand. I så fald så I det først her!

Tja, min blog er åbenbart meget indflydelsesrig. Jeg nævner den ene dag Karen Jespersen som forbillede for en “omvendt forrådelse”, hvor et prominent medlem af regeringen forlader sit parti, og den næste dag melder hun sig formelt ud af sit parti.
http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=4183936/
Min forudsigelse har stadig 351 dage tilbage til at gøre sig sand på.
Her på årets én-månedsdag meldte Karen Jespersen sig ind i Venstre.
http://www.jp.dk/forside/artikel:aid=4220022:fid=12218/