Interview med Connie Hedegaard

Statskundskab på KU’s “webzine”, Statskundskab Kontakt, bringer i denne udgave et interview med Connie Hedegaard. Interviewet er foretaget af tre af mine holdkammerater, to af hvilke var opstillet for listen “Grøn Agenda” ved sidste universitetsvalg (den ene blev valgt ind til studienævnet). Jeg genkender følgende (ret ledende) argumenter fra en diskussion, som jeg havde med de to over en øl eller to på en pub i København for nyligt:

Kan man decideret sige, at klimaforandringerne er verdens største markedsfejl, som fx Nicolas Stern-rapporten berører?

Stern-rapporten forsøger at godtgøre, at vi skal væk fra, at vi altid taler om, hvad det koster at gøre noget ved det ene eller det andet. Det har også en pris ikke at gøre noget ved det ene eller andet. Altså ’cost of inaction’. Hovedkonklusionen er, at det er dyrere at vente med at handle, end det er at handle. For dem, der tager afsæt i at det er positivt for verden, at vi har vækst, udvikling og muligheder, er det også fuldstændig centralt, at man går ind og kigger på ’cost of inaction’.

Hvordan kan vi som samfund håndtere de miljøforandringer, du skitserer?

Dels kan vi gøre nogle ting nationalt. Vi kan omstille os til mere vedvarende energi. Vi kan gøre os mindre afhængige af fossile brændstoffer. Vi kan sørge for energieffektivitet i husholdninger. På EU-plan kan vi stille krav til vores biler og de standarder, de skal leve op til. Vi kan på europæisk og internationalt plan sætte normer for regulering af luftfart. Vi kan gøre mange ting ved at udvikle teknologier, forske og udvikle nye måder at løse problemerne på.

Du har i forskellige sammenhænge talt om, at vi i Danmark har formået at skabe vækst uden øget naturforbrug. Men giver det mening at anskue vækst på den måde i en global tidsalder?

Ja, det synes jeg godt man kan. Den danske case er vel meget god. Det er lykkedes os at opnå mere økonomisk udvikling uden at forbruge flere ressourcer. Og kunne man gøre det samme i Kina og alle mulige andre steder, ville det være rigtig godt. Det ville være et eksempel på, at man blev mere energieffektiv. Lad os fx tage en eller anden elektronisk dims, der bliver produceret i Kina. Man påstår, at de bruger 7 gange så meget energi, som hvis den blev produceret i EU. Det er et meget godt eksempel på, at det ikke er fuldstændig ligegyldigt, om man er fokuseret på at få afkoblet vækst og miljøbelastning.

Men hvis vi også inddrager faktorer som globalisering og global arbejdsdeling, er det vel et faktum, at en stor del af danske produkter bliver produceret i udlandet. Giver det på denne baggrund mening at anskue vækst indenfor en afgrænset national ramme?

Det ved jeg heller ikke, om det gør. Men vi har jo fx stillet forslag i EU om, at EU sætter sig nogle mål for sin klimapolitik. Fx nogle bindene mål i forhold til vedvarende energi. Hele klimapolitikken er jo international. Så jeg mener ikke kun, at det er en national ramme. Men jeg mener også, at vi ikke alle hele tiden kan vente på, at nogen rigtig rykker. Der er det da vigtigt, at nogen med deres eget eksempel viser, at det er muligt at lave denne afkobling.

I denne forbindelse er det er vel ikke kun et spørgsmål om selve produktionen, men også et spørgsmål om de produkter, der bliver forbrugt i Danmark. Mener du, at du som ansvarlig minister har et ansvar for den måde vores produkter bliver til på? Her tænker vi ikke kun på de danske produkter, men også på de udenlandske produkter, der bliver forbrugt i Danmark.

Nu kan jeg jo ikke stå og lege politi nede ved grænsen. Men det, jeg kan forsøge, er via EU at sørge for at sætte nogle standarder for, hvad må der være af kemikalier i produkterne, for eksempel.

For at tage et konkret eksempel: Vi skubber vel nogle af vores efterspørgsels-skabte miljørisici over på andre lande, fx har der været et eksempel med Jysk, ligesom Cheminova…

Det er rigtigt nok. Og der er det vigtigt med internationale aftaler. (…)

Jeg mener selv – og det sagde jeg også til dem – at de måske så for pessimistisk på sagen. Nu kender jeg selvfølgelig deres bredere politiske ståsted, så jeg fortalte dem, at kapitalisme måske nok (også) er løsningen på miljøproblemer, eller i hvertfald en del af den.

Eksempelvis nævner Hedegaard i interviewet, at varer produceret i Europa bruger en brøkdel af den energi, som de bruger i Kina. Men er dette ikke mere udtryk for, at kapitalismen tvinger produktionen til at være så effektiv som muligt, også når det gælder energi (effekten forstærkes selvfølgelig af, at prisen på energi holdes kunstigt oppe i EU, men princippet er den samme i eksempelvis USA), end at det er et resultat af politisk krav om energibesparelse? Og at Vesten overhovedet kan producere ting med mindre energi er vel muliggjort af den økonomiske og tekniske udvikling, som kapitalismen har afstedkommet?

Denne sidste tanke kan udvides: vil et kapitalistisk samfund ikke komme frem til en teknisk løsning på miljøproblemerne (effektiv alternativ energi, whatever) hurtigere end alle alternativer?