The Asylum of TerminalFrost

Rearranging me ’til I’m sane

Karakterkaos … ikke kun på jura

Berlingske bragte en artikel om en jurastuderende, der tilsyneladende har fået en hel del forskellige officielle bedømmelser på én af sine opgaver. Den studerende udtaler til avisen, at “Sagen viser, at det kan være det rene lotteri, hvad du får i karakter.” Artiklens konklusion er, at årsagen til denne inkonsistens er den nedskæring på eksterne censorer, som Københavns Universitets juridiske fakultet har måttet foretage.

Det er meget muligt, at det er én af årsagerne i dette tilfælde. Bedømmelsen af en opgave varierer meget fra underviser til underviser. Jeg vil tro, at det eneste specielle ved artiklens jurastuderende er, at han har været igennem hele systemet og dermed overhovedet har hørt de mangfoldige bedømmelser. For langt de fleste studerende ville resultatet have været den samme, men de følger af forskellige årsager ikke sagen op.

Men bedømmelsen af opgaver kan umuligt være det værste i denne henseende. Et langt større lotteri er bedømmelsen af mundtlige eksamener, der er så udbredte på bl.a. undertegnedes studie. Listen af forstyrrende variable er uendelig lang til denne form for eksamen. Her er nogle af dem (visse gælder også – men i mindre grad – for bedømmelse af opgaver):

  • Hvad føler underviseren og censoren for at spørge til lige i dag? Hvilken del af pensum bliver der slået ned på?
  • Hvilken censor får du? Hvad er hans/hendes speciale, personlighed; hvad kan han/hun lide, ikke lide. Spørger han/hun meget, eller overlader vedkommende det til underviseren?
  • Hvilken underviser har du? (se ovenstående om censor)
  • Giver din censor/underviser generelt høje karakterer eller lave? (Her bliver effekten større end fx med opgaver, fordi nogle mennesker har svært ved at give lave karakterer til folk, de står ansigt-til-ansigt til, pga. en ønske om ikke at såre, etc.)
  • Hvordan er din personlighed (har langt større effekt til mundtlige end til skriftlige; og selvom man kunne argumentere for, at personlighed/fremtoning også er vigtig i det virkelige liv, så har det en meget større effekt her, end det burde)? Er du en nervøs type? Er du god til at snakke (igen: meget godt at kunne i det virkelige liv, men nu skulle vi jo helst bedømmes på faglighed)? God til at snakke dig ud af problemer? Hvad er din egen dagsform lige dén dag?
  • Hvordan er dine andre eksamener blevet lagt, og hvilke slags eksamener er disse? (Idéen er, at det er nemmere at disponere sin tid til skriftlige opgaver, fordi man her kan få den ene ud af vejen før den næste påbegyndes, selvom de begge har samme afleveringsdato, hvorimod læsning til to mundtlige eksamener på samme tid forstyrrer hinanden.)
  • Hvilket emne har du sat på dagsordenen (i din synopsis, dit oplæg), og hvordan harmonerer den med undervisers/censors tilbøjeligheder?
  • Hvordan ser du ud, hvordan er du klædt? Er du en køn kvinde, og din underviser/censor mand?
  • Er din eksamen sidst på dagen, hvor underviser/censor er træt og vil hjem, eller tidlig på dagen, hvor de er friske? Og hvordan påvirker dette dine bedømmere?
  • Har de studerende før dig fået høje karakterer eller lave karakterer (hvilket kunne tænkes at påvirke din egen i højere grad end det ville med opgaver)?
  • Gik man til gruppeeksamen? Hvem var man i gruppe med? Arbejdede man godt sammen, blev man trukket op pga. en dygtig person i gruppen? Dækker man så stort et område, at man selv og/eller bedømmerne ikke har overblik over emnet?

(Hvis I har flere, så nævn dem bare i kommentarerne.)

Mange af ovenstående gælder som sagt også for opgaver. Men i mindre grad, mener jeg. Tendenserne forstærkes af, at tidsrummet for en lang række bedømmelser er så lille: en dag eller to for en hel klasse. Med opgaver er flere og længere pauser med mere refleksion og perspektivering, og man bliver mindre påvirket af irrationelle elementer, end når tingene går stærkt. Tendenserne forstærkes ligeledes af den ansigt-til-ansigt-kontakt, man har i mundtlige eksamener, hvor flere psykologiske effekter kommer i spil.

Læs mere her:

Continue reading

November 29, 2007 Posted by | Universitet | Leave a comment

An Optimistic Look at Libertarianism’s Future

In the US, at least (via Instapundit):

Card-carrying Libertarians are few and far between. Yet, seen as the guiding philosophy of a bloc of dissatisfied, independent-minded voters whose views align with Republicans on economics and Democrats on social issues, libertarianism is palpably gathering steam.
(…)
“They are going to be an increasingly powerful force in politics,” Mr. Kinsley predicted-slash-lamented.

Mr. Gillespie chuckles at the dark images that talk of libertarianism inevitably conjures up. “We’re the Sith Lords of American politics,” he says, referring to the “Star Wars” baddies. “We can show up in any group. We’re both terrifying and devilishly attractive.”

It’s not likely libertarianism will become a true third-party alternative; it’s a temperament to which both major parties will need increasingly to appeal.

I’m not sure I am as optimistic as these guys. But certainly, the US has a relatively brighter libertarian future than, say, Denmark does.

ADDED: More here, with focus on Ron Paul.

November 24, 2007 Posted by | Uncategorized | Leave a comment

Danske sundhedssystem vil undgå fatale lægebrølere, “som det sker i USA”

Det har længe været et kendt fænomen, at man i Danmark (for ikke at nævne resten af Europa samt Canada) ønsker at fremstille USA dårligt. Sygevæsenet er altid en god måde at gøre det, for lis’som at fremhæve, at man selv jo har “gratis og universel sundhed”.

Se bare denne artikel i Jyllands-Posten:

OVERSKRIFT: Patienter frygter fatale lægebrølere

Med klare retningslinjer vil det danske sundhedssystem undgå amputationer af forkerte lemmer, overdoser og kirurgisk udstyr der glemmes i kroppen, som det sker i USA. Se de værste medicinske brølere her.

Heldigvis er risikoen for at blive offer for en alvorlig fejl under indlæggelse på et dansk sygehus meget lille. Men fejl sker. Alene det store antal større og mindre indgreb, der hvert år finder sted på hospitaler her i landet og resten af verden betyder, at der vil blive begået alvorlige fejl hver dag.

[Med andre ord: I Danmark sker der fejl, men fejl kan jo ikke undgås.]

En ny rapport fra det uafhængige amerikanske sundhedskontrol-firma HealthGrades har undersøgt journaler fra en lang række indlæggelser og konkluderer, at næsten tre procent af patienterne i USA risikerer at blive udsat for fejlbehandling.

[Med andre ord: Men i USA går det helt galt. Hele tre procent!] Vi ser selvfølgelig bare bort fra, at der står, at næsten tre procent risikerer at blive udsat for fejlbehandling (dvs. vi er ikke længere over i “alvorlige fejl”). Og vi ser bort fra, hvilke interesser et sundhedskontrol-firma kan have i at overdrive problemer med…sundhedskontrol…i et land, så vi kalder i stedet bare firmaet for “uafhængigt”.

Tilbage i artiklen, hvor det danske sundhedsvæsen beskrives således:

“Vi har ikke set nogen grelle eksempler i den senere tid. Men selvfølgelig sker det, at man får fjernet den forkerte nyre, og det er jo ganske forfærdeligt, men det sker heldigvis meget sjældent i Danmark,” siger kontorchef, overlæge Anne Mette Dons, Sundhedstyrelsens Enhed for Tilsyn.

Tilbage til USA, hvor artiklen kan give dejlige eksempler på det dårlige amerikanske sundhedssystem:

1) Tvillinger døden nær
(…)
2) Kirurgen fjernede det forkerte ben
(…)
3) Rask testikel opereret væk
(…)
4) Galdeblære eller nyre?
(…)
etc.etc.etc.

Tendensen er klar: det danske sygevæsen = godt, det amerikanske sygevæsen = dårligt. Alt det takket være, at amerikanerne så åbent offentliggør og videregiver information om den slags, som andre så kan (mis)bruge.

November 23, 2007 Posted by | Uncategorized | Leave a comment

Quote of the day

Giuliani: “If we haven’t made mistakes [in the past], don’t vote for us…’cause we’ve got some big ones that are gonna happen in the future…and we won’t know how to handle them!”

As response to this admission by Obama.

November 21, 2007 Posted by | Uncategorized | Leave a comment

Franske fagforeninger udøver sabotage

Franske fagforeninger er ekstreme, hvis du ikke vidste det. Ikke bare strejker f.eks. mange i togdriften, men disse saboterer også jernbanenetværket. Flot.

November 21, 2007 Posted by | Uncategorized | Leave a comment

Chuck Norris Approved

Hilarious video. Apparently, Chuck Norris endorses Governor Mike Huckabee for president. Except: “Chuck Norris doesn’t endorse. He tells America how it’s gonna be.”

November 20, 2007 Posted by | Uncategorized | Leave a comment

For venstrefløjen er penge altid et onde. Altså med mindre man kan bruge dem til at købe et folketingsflertal. Af den rigtige farve, naturligvis. Så er penge en genial ting.

Det skal så siges, at pengene i dette tilfælde alene har form af TILSAGN om, at man vil donere…med andre ord er det omkostningsfrit for folk, at “give” til denne sag.

Stadig uhyggeligt, at nogen kunne finde på idéen. Mulig sigtelse?

November 16, 2007 Posted by | Uncategorized | 1 Comment

We made Instapundit.

November 14, 2007 Posted by | Uncategorized | Leave a comment

Det læste jeg ikke lige, gjorde jeg?

“Fitnesindustrien forstærker ideen om, at sundhed er hvert enkelt individs ansvar. Det er det ikke,” mener Maguire.”Fedme og inaktivitet er kollektive problemer og kræver kollektive løsninger”.

Det mener forskeren Jennifer Maguire ifølge Jyllands Posten. Det er da utroligt, hvordan folk altid kan finde problemer med private virksomheder. Selv fitnesscentrene, der har ledet lidt af en sundhedsrevolution de sidste år, er skurke. For de gør den enkeltes sundhed til den enkeltes ansvar – og ikke min nabos eller fynboernes ansvar! Hvor forfærdeligt og helt tydeligvis forkert!

Det er begrænset med egentlig oplysninger, men ifølge Jyllandspostens artikel har Maguire foretaget “sociologisk forskning” [*ruller med øjnene*] i USA for at understøtte sin pointe.

Nogle andre citater:

[F]itnescentrene er organiseret på en sådan måde, at de, som har råd, kan melde sig ind i klubben og derud over købe sig til individuel træning, coaching og information af høj kvalitet, mens de, som har færre penge, ikke har råd til at købe den slags vejledning og inspiration. De træner i stedet mere på samlebånd. Og de allerlaveste indtægtsgrupper, som døjer mest med fedme og inaktivitet, har ofte slet ikke råd til at melde sig ind i et fitnescenter.

Hvis ikke alle har råd, så skal ingen have lov! (Desuden tvivler jeg på, hvor mange i hvert fald i Danmark, der “ikke har råd” til træningscenter – det er jo bare et spørgsmål om at prioritere om.)

Samtidig påpeger hun, at i de kommercielle fitnesscentre ser det ud til, at målet med træningen ikke er en sundere krop, men en slankere og mere attraktiv krop.

“Og en slankere krop fører ikke nødvendigvis til bedre sundhed,” siger Maguire

Nej, IKKE NØDVENDIGVIS…ligesom statsdirigeret sundhedsfascisme ikke nødvendigvis gør det.

Fitnessindustrien kan faktisk gøre mere skade end gavn, påpeger hun. For fitnesscentrene, instruktørerne og magasinerne opfatter og fremstiller træning som en individuel aktivitet. Træning er noget, man bruger sin fritid på og betaler af egen lomme.

Dermed flyttes fokus fra offentlige tilgængelige trænings- og rekreationsmuligheder, som skove, parker og marker, og fra at integrere fysisk aktivitet i daglivets gøremål, som at cykle til arbejdet, tage trappen i stedet for elevatoren etc.

Åh nej, bliver fokus flyttet væk fra offentlige tiltag? Hvad skal vi [dvs. alle os, der tjener penge på offentlige tiltag, f.eks. offentligt ansatte] dog gøre?!

“Fedme er en konsekvens af et samfund med billig, kaloririg mad, motoriseret transport, et stillesiddende arbejdsliv og tekniske hjælpemidler, som lader os slippe uden om hårdt arbejde,” konkluderer forfatterne af [en anden] rapport.

Nå da, lad os da få forbudt billig mad, motoriseret transport, stillesiddende arbejdsliv og tekniske hjælpemidler, eller i det mindste beskat disse hårdt! Det er da den logiske konklusion? Vi har jo tydeligvis ikke gavn af disse småting alligevel.

November 14, 2007 Posted by | Uncategorized | 3 Comments

Selv her på den anden side af Atlanten kan man da se, at Politikens vurdering af valgkampen mere er udtryk for snæversynethed og ønsketænkning end realitet:

DET ER paradoksalt, men ikke desto mindre sandt, at Helle Thorning-Schmidt står som en af valgkampens største vindere – uanset at Anders Fogh stadig er kneben favorit til statsministerposten, og uanset at Socialdemokraterne ikke står til nogen entydig fremgang i meningsmålingerne. Uanset det endelige mandat vil ingen anfægte, at hun har ført en stærk valgkamp, og endnu vigtigere, at hun nu for alvor står som hele centrum-venstre-oppositionens leder.

Det er i hvert fald ikke de store succeskriterier, som Tøger Seidenfaden har fremme!

November 13, 2007 Posted by | Uncategorized | Leave a comment

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.