Idé til “whistleblowing-kartotek”
Giv venligst respons på min idé (som følger) om et kartotek af liberal “whistleblowing”. Er det en god idé? Praktisk mulig? Etc. (Jeg har klippet afsnittet ud af en længere tekst – ignorer venligst henvisninger til foreninger el.lign..)
——————————————
Den primære nyskabende idé er, at det skal være muligt for liberale akademikere at fortælle om, hvad der foregår på deres faglige område. Midlet skal være et kartotek af “sager”; man vil således kunne oprette en “sag” på foreningens hjemmeside. Det følgende kunne være et tænkt (men plausibelt) eksempel på en sag:
—
Sag nr. A102
Fagområde: Jura
Emne: Ytringsfrihed
Titel: “Nye trusler mod ytringsfriheden i FN’s menneskerettighedsråd”
Tekst (hvor sagen fremlægges): I dag vedtog flertallet i FN’s menneskerettighedsråd at tilføje en ny paragraf i blablabla, med teksten “blablabla”. De vestlige lande gjorde ikke videre modstand…etc. etc. etc. etc.
Relevans (hvor sagens relevans, også ift. andre fagretninger, konkret forklares): Med indførelsen af den nye paragraf er det ny i teorien muligt at forfølge kritik af blablabla. Dette er potentielt en alvorlig trussel mod ytringsfriheden; det eneste, der forhindrer brugen af paragraffen er blablabla. etc. etc. etc.
Løsning (hvad kan man/skal man gøre?): De vestlige lande burde sætte sig igennem at få ændret paragraf blablabla. Mere konkret kan blabla gøres. etc. etc. etc.
Læs mere: Baggrundsstof om menneskerettighedsråd fås her (link). Udskrift fra forhandlingerne fås her. Etc.
Sag slut
(evt. mulighed for at debattere sagen)
–
Pointen er nærmest, at foreningen skal være talerør for liberale “whistleblowers”. Ofte er akademikeres arbejde meget obskurt og tungt: derimod skal “sagerne” advare om udviklinger på en tilgængelig men faglig måde.
Jeg forestiller mig, at disse sager skal kunne anlægges af to overordnede grupper: forskere og praktikere. Forskernes del inkluderer både teoretisk og empirisk forskning, mens praktikere…er praktikere: folk, der arbejder konkret med emnet i deres arbejde. I eksemplet ville det optimalt set være en menig medarbejder i menneskerettighedsrådet (problematisering følger).
Brugen af denne sidste gruppe er selvfølgelig det mest revolutionerende og interessante ved “whistleblower”-idéen. Den er samtidig det vanskeligste. Mange praktikere, både i det private men formentlig særligt i det offentlige, er bundet af diverse former for tavshedspligt. I eksemplet ovenfor ville den menige jurist ikke bare kunne fortælle omverdenen om en skadelig udvikling. Dette er givetvis et alvorligt problem for hele tanken. Jeg er dog ikke jurist og ved derfor ikke så meget om emnet, og som sagt er disse meget umiddelbare idéer. Jeg hører gerne andres (mere velfunderede) mening om denne konkrete idé. Er det fx muligt at love anonymitet, og bruge kilder som medierne tit gør det?
Teoretikerne kan bruge “sagerne” til at skabe opmærksomhed om relevant forskningsresultater – deres egne eller andres. Det skal selvfølgelig også være muligt for begge grupper at påpege positive udviklinger.
——————————————
4 Comments »
Leave a comment
-
Add my RSS feed
Punditokraterne- Uriasposten
- FreeExchange, The Economist
-
Recent Comments
rocko the cat on Some good quotes from Ayn Rand… whoever wrote the op… on Some good quotes from Ayn Rand… whoever wrote the op… on Some good quotes from Ayn Rand… poooooooop on Some good quotes from Ayn Rand… poooooooop on Some good quotes from Ayn Rand…
Tavshedspligten er et alvorligt problem. Derudover…
i) Et ‘kartotek’ giver ikke offentlig opmærksomhed. Det gør et læserbrev eller en kronik i en avis derimod. Uden offentlig opmærksomhed er det ligegyldigt hvad et par liberale mener om en konkret sag/trussel.
ii) Jo vigtigere det potentielle emne, jo mindre sandsynligt er det, at en potentiel whistleblower findes. Kartoteket vil derfor mest sandsynligt resultere i et øget fokus på relativt ufarlige emner, på bekostning af dem, der vitterligt burde behandles.
iii) Kunne den samme funktion ikke udfyldes af en eller flere almindelige blogs?
iv) Hvem ville læse kartoteket?
v) Hvor mange bidragydere forestiller du dig eksisterer, og hvordan formidles kontakten til dem ex ante?
…
Jeg hælder desværre mest til, at ideen er dødfødt. Måske tager jeg fejl. Fik du inspiration fra dette initiativ?
http://www.econjournalwatch.org/main/call_proposals.php
Tak for svaret, US. Nej, jeg fik ikke inspiration derfra.
ad i) Dér er jeg uenig. Formatet er netop overskueligt og tilgængeligt, og har en tværfaglighed, der gør sagerne generelt relevante. Desuden er det ikke klart, at det behøver give offentlig opmærksomhed. Jeg kom fx på idéen i forbindelse med overvejelser omkring en evt. forening af liberale akademikere (FLAK). Hvis “kartoteket” (i mangel på et mere spændende navn) skaber opmærksomhed blandt akademikere, så får det i sig selv en effekt uafhængig af offentlig opmærksomhed.
ad ii) Det ved jeg nu ikke…whistleblowers i traditionel forstand kommer vel præcis frem, når sagens vigtighed er så tilpas høj at den overstiger omkostningerne ved at komme frem? Måske kunne man sige, at der ville være overvægt af trivielle og meget seriøse emner.
ad iii) Jov, men “flere almindelige blogs” ville ikke kunne samle sagerne ét sted i ét format og med jævnt høj troværdighed, jf. punkt v.
ad iv) Det umiddelbart an på, hvor det lægges, se næste punkt.
ad v) Idéen var del af en bredere overvejelse om, hvad en forening for liberale akademikere (og dens hjemmeside) kunne bruges til. Kendskab til en sådan forening ville derfor være ret naturlig, og kilderne til sagerne ligeså. Kartoteket kunne imidlertid sagtens være en element i en tænketank (hvilket i praksis betyder…Cepos), der i så fald ville få bidrag fra folk, som kan stå inde for tænketanken visa versa.
Min respons:
vedr. i) Jeg tvivler på at mange politikere vil få søvnløse nætter over, at et par hundrede akademikere forholder sig kritisk overfor X, hvis ikke akademikerne benytter sig af massemedierne til at ytre deres kritik.
vedr. ii) Jeg havde faktisk et specifikt emne i tankerne da jeg skrev dette, men jeg er også bange for at fænomenet kan generaliseres og gælder mere bredt, hvilket er årsagen til at jeg formulerede mig som jeg gjorde. Emnet jeg havde i tankerne var den canadiske censur for tiden. Har du fulgt med i eksempelvis Boisson-, Levant og Steyn-sagerne? Jeg har, og efter min opfattelse findes der ingen liberale akademikere i det miljø på den offentlige side af ligningen. Der findes magtglade bureaukrater, og ikke andet. Forklaringen er såmænd ret simpel: Self-selection; liberale akademikere bryder sig om at leve af at udøve censur. Tilsvarende tvivler jeg stærkt på at du vil være i stand til at støve en liberal akademiker op i Dansk Center for Menneskerettigheder; hvis man er liberal arbejder man bare ikke der, for så ville man ikke kunne holde sig selv ud. Dette får mig til at frygte, at kartoteket vil skabe en falsk tryghedsfølelse. Der hvor der for alvor er eller vil komme problemer, er netop der hvor der ikke er liberale akademikere ansat.
vedr. v) Et ‘uafhængigt kartotek’ ville efter min opfattelse aldrig overleve på sigt, så jeg er glad for at du bringer Cepos ind i diskussionen.
Hvis du mener ideen er god, så tag da kontakt til Cepos og hør hvad de siger til den. Det kan ikke skade, og jeg kan ikke tro andet end at de bestemt vil være glade for input udefra.
Hej igen!
1) Jeg synes måske du lægger en SMULE for meget vægt på “massemedierne”. Det er jo trods alt “soooo 20th century”. Internettet kan sagtens skabe opmærksomhed. Problemet er måske, at har ladet det være underforstået, at kartoteket er online – og ikke en eller anden støvet, utilgængelig samling papirer.
Man kan selvfølgelig OGSÅ supplere med indlæg i de traditionelle medier.
2) Hvis nu vi siger, at en organisation (privat eller offentlig) er så præget af selvselektion, at der ingen liberale er (sandsynligt), så vil organisationen måske stå OVER FOR nogen, der har liberale. Dit eksempel med ytringsfrihed og magtfulde bureaukrater/Dansk Center for Menneskerettigheder antager, at der ikke er nogen med professionel, akademisk, eller praktisk interesser til fordel for ytringsfrihed. Organisationer forhandler og konkurrerer med hinanden (og staten) – og får derved indblik i ting, der er ved at udvikle sig problematisk. Altså sladrer den liberale ikke nødvendigvis om egen organisation, men om andres.
(Jov da, jeg har fulgt med i kampen for ytringsfrihed i Canada. Jeg skrev i øvrigt om det i januar.)