Hold da op

Der er så meget i vejen med denne artikel, at jeg er lidt chokeret. Lad os omskrive noget af den.

SANTA FE: Hvor er støjmaskinen blevet af?

Hvor er den demokratiske evne til – gennem ensidige tv-stationer og aviser – at sætte dagsordenen blevet af?

Tilsyneladende mere tilstede end nogensinde, og når historien om præsidentvalget i 2008 skal skrives, vil det formentlig blive en af de tungtvejende grunde til, at det gik som det gik.

Ved valget i 2008 har demokratiske aviser som New York Times, LA Times, og Washington Post, samt demokratiske tv-stationer som MSNBC, CNN, ABC, og CBS, spillet en nøglerolle. Uden dem var Sarah Palin aldrig kommet til at fremstå som en dum, korrupt beauty queen fra en bondsk, afsidesliggende, ultrakonservativ og ultrareligiøs stat; uden dem var John McCain aldrig blevet en uansvarlig, senil racist, som i virkeligheden er Bush minus 5%. For medlemmerne af støjmaskinen sendte ikke blot de mange påstande i omløb, de sørgede også for, at de blev en del af den store diskussion.

Derimod forholdt støjmaskinen sig forbavsende tavs, når det gjalt de demokratiske kandidater. Uden dem var Barack Obama aldrig fremstået som en messias, der vil redde USA og verden, frem for en demokratisk partisaner med ingen udøvende erfaring og med en fortid i Chicagos korrupte og ekstremistiske miljø, der har resulteret i, at han den dag i dag har ekstremistiske venner og bekendte såsom hans religiøse mentor Jeremiah Wright og den ikke-undskyldende terrorist Bill Ayers. Uden dem var Joe Biden aldrig fremstået som en ufarlig og hyggelig fyr, der godt nok en gang i mellem kommer til at sige sære ting, men det er jo bare sådan han er, og i øvrigt er han slet ikke netop repræsentant for det indgroede Washington, som Barack Obama siger han vil ændre – der er ingen slinger i budskabet her, næh nej.

Bare for at opklare, så siger jeg ikke, at det ovenstående om medierne er sandt (om end jeg ikke benægter, at det er), men at min fremstilling er lige så farvet som Høis.