Pink Floyd Project, Falconer Salen, 15.11.2008

Koncerten i Falconer Salen d. 15.11 var første gang, jeg hørte Pink Floyd Projekt, et dansk kopiband. Det var en rigtig god oplevelse, dog ikke uden sine svagheder, og jeg tror da nok jeg skal ind og høre dem igen ved lejlighed.

Koncertens højdepunkter var, da de spillede ”Echoes” (min yndlingssang af Pink Floyd, og nok yndlingssangen blandt rigtig mange fans), ”Comfortably Numb” (en anden fan-favorit, der også er genial live) og slutningen på ”Pigs (Three Different Kinds)”, hvor der rigtig kom gang i bandet i et meget vellykket omgang rock.

En positiv overraskelse var ”Have a Cigar”, ikke så meget fordi den overhovedet blev spillet, men mere fordi de lod én af de tre backup piger (standard inventar for Pink Floyd-koncerter) synge lead (knap så standard!). Det giver sangen noget anden smag at se og høre en smuk kvinde, der lidt hen ad moderne R’n’B (hvilket med fuld udblæsning ellers er forfærdeligt at høre på) synge ”come in here, dear boy, have a cigar, you’re gonna go far”. Det var ærligt talt ret forførende, og meget vellykket.

Desuden var den Gilmour’ske guitar gennemgående rigtig god, saxofonisten ligeså.

Jeg er bedre til kritik end ros, og kritik skal Pink Floyd Project ikke slippe for. Nogle af mine pointer her har nu mere karakter af ændringsforslag og/eller er relativt ubetydelige i det store billede.

1) Visse sange var knap så vellykkede. Eksempelvis ”High Hopes”, hvor klaveret/keyboardet lød for dominerende og for kunstig. Dette problem med keyboardet gik igen i andre sange. Jeg kan dog ikke sige, om det var et teknisk problem eller selvvalgt. ”Hey You” burde have været bedre; men jeg kan ikke helt sige hvordan…manglende stemning, måske? Et generelt problem var forsangerens stemme, der om end er ret god, ikke helt kan matche David Gilmour’s i de mere krævende, stille numre.

2) Andre sange var knap så velvalgte. Det er svært helt at adskille de mindre vellykkede med de mindre velvalgte, men jeg prøver. ”Wearing the Inside Out” er okay, men der findes så mange andre værdige sange. Det var også som om at den manglede noget i udførelsen eller var fejlplaceret i forhold til andre sange…

”The Gunner’s Dream” er også en okay sang, og jeg skal da rose PFP’s villighed til at spille sange fra The Final Cut, men enten burde de arbejde lidt mere med sangen (der ret beset udelukkende handler om klimakset ”Night after night / going round and round my brain”) eller skifte den ud med ”Southampton Dock” eller ”Fletcher Memorial Home” fra samme album. Måske var problemet kombinationen af problematisk keyboard-spil og en lidt svag forsanger – to andre nøgleelementer i sangen.

”Young Lust” er en af de absolut svageste sange på The Wall og burde i mine øjne undgås, med mindre man for alt i verden gerne vil have en lidt rock’et sang på spillelisten.

3) Trommespillet var for følelsesløst, for mekanisk, for min smag. Dette går især udover sangene fra før Dark Side of the Moon (”Echoes”, ”One of These Days”, ”Set the Controls for the Heart of the Sun”, ”Careful With That Axe, Eugene”), idet trommespillet var uhyre vigtig for Pink Floyd’s længere og mere syrede numre. Trommerne skaber meget af den dunkle, syrede stemning, hvorfor trommespillet bør være lidt løst, upræcist og ubesværet frem for den meget eksakte tilgang, der toges. Se Pink Floyd’s live-dvd Live in Pompeii, der giver en meget stor del af screen-tiden til Nick Mason.

4) Jeg synes personligt, at man bør undgå at fremhæve enkelte bandmedlemmer, med mindre der i høj grad er tale om en (virkelig) solo. Pink Floyd handler om helheden, ikke de enkelte dele – PF selv gik så langt som til at sige, at musikken ikke en gang handler om bandet, og gemte sig derfor lidt af vejen på scenen. Et spotlys på en enkelt person fokuserer ens opmærksomhed på vedkommende og fjerner opmærksomheden fra den forførende helhed. Interessant nok fremhævede PFP selv på en langt bedre måde den enkelte ved, en enkelt gang (under ”Echoes”), at hver simpelthen forlod scenen, når vedkommende ikke spillede, således at der blev færre og færre bandmedlemmer tilbage.

5) PFP var mest interessante, når de selv viderefortolkede de originale sange. En sådan tolkning skal selvfølgelig holdes under et vist niveau, og det gjorde de også. Andre steder prøvede de dog at ligne ”det rigtige” for meget, hvilket tydeligt kom til udtryk i forsangerens direkte kopi af David Gilmour’s egen live-viderefortolkning af sine sange. Det skal altså ikke være for tro mod det originale – hverken studiealbumene eller PF’s live-fortolkninger.

Generelt var det altså en rigtig god oplevelse, men koncerten havde nogle svagheder, der godt kunne rettes. Prisen er også høj – især for et yngre kopiband, der nok gerne vil tiltrække et yngre publikum…

Da dette primært er en politisk blog, kan jeg ikke lade være med at nævne, at en af de to keyboard-spillere havde en rød t-shirt med CCCP på. Det trækker selvfølgelig ned at forherlige/forklejne et rædselsregimes morderiske og totalitære handlinger.