Præsterne er også politiserede

Berlingske Tidende bragte i dag en spændende artikel med titlen “Hvorfor er danske præster venstreorienterede?“. Temaet skaber en interessant parallel til én af mine tidligere posts herinde, nemlig dén om kunstverdenens politisering.

Det viser sig, at flertallet af præsterne er venstreorienterede, og at særligt Socialistisk Folkeparti har mange sympatisører blandt dem i denne profession. Det lidt paradoksale i dette forhold er i sig selv interessant, men skal ikke berøres her. Hvad jeg især bed mærke i i artiklen var dr.phil. Hans Hauges svar på, hvorfor lige netop SF er et hit blandt præsterne. Han citeres for at sige:

“Vi skal også huske på, at SF ikke længere er så socialistisk, at det gør noget. De skjuler det jo meget godt efterhånden. SF er blevet til et interesseparti for offentligt ansatte. Det gør partiet attraktivt for præsterne, i takt med at de opfatter sig som offentligt ansatte på linje med socialrådgivere og skolelærere, der jo også stemmer SF.” (min fed)

Ligesom kunstverdenen lever den åndelige verden af staten, og den stemmer derfor på partier, der vil øge bevillingerne til den. Det giver perfekt mening. Det er samtidig uhyggeligt.

Alle de mange offentlige ansatte har interesse i at stemme på venstrefløjspartier. Venstrefløjspartier har interesse i at øge antallet af statslige ansatte, da disse stemmer på dem selv. Hvem har derudover interesse i at stemme på venstrefløjspartier? Dem på overførselsindkomster, da netop de partier vil øge overførslerne.

Læg antallet af offentligt ansatte sammen med antallet af folk på overførselsindkomster, og hvilken andel får man i Danmark? Én-og-tres procent (se også her). Dét betyder, at vi for længst er nået til et punkt, hvor et flertal af vælgerne har interesse i at øge de offentlige budgetter. Dermed er der klart åbnet op for muligheden for en udgiftsspiral, hvor de kræfter, der forsøger at begrænse statens størrelse (f.eks. dem der betaler for det hele), aldrig kan sejre.

Mon ikke dette faktum er grunden til Venstres nye og åbenlyst socialdemokratiske linje?

Dagens uhyggelige nyhed

Regeringen opgiver at begrænse den offentlige vækst. Dermed bukker den under for den voksende pres fra Socialdemokraterne. I stedet for at forklare de mange fordele ved at begrænse væksten i den offentlige sektor, prøver regeringen nu tilsyneladende at overbevise de tvivlende vælgere om, at den kan fosse flere penge ind i “service” end oppositionen kan. Det er nu officielt. Venstre er et socialdemokratisk parti.

Imens går den socialdemokratiske kommune Århus i den rigtige retning med nedskæringer.

Villy Søvndal, veally cvazy

Villy Søvndal, SF’s polemiske og populistiske leder, prøver tilsyneladende at overgå islamisterne i at have psykopatiske holdninger. Jeg tænder for nyhederne i morges og hører om, at Anders Fogh kritiserer dansk udenrigspolitiks mangeårige småstatsmentalitet. Vi skal være mere internationalt engageret, ikke være så konfliktsky, etc.

Og så tordner min elskede Søvndal frem og erklærer, at dansk udenrigspolitik under Fogh ikke har været specielt engageret. Nej, tværtimod, den kan derimod sammenlignes med dansk udenrigspolitik i 30′erne, hvor man gjorde, som vores nærmeste stormagt ville det, siger han (kan desværre ikke finde det på skrift, men det var på TV2′s 9-nyheder) [EDIT: Uriasposten har det korrekte citat]. Mine psykopat-alarmklokker slår ud.

Sammenligner han virkelig USA og nazi-Tyskland? Selv hvis vi accepterer påstanden om, at Danmark bare agerer, som USA vil det, kan han virkelig ikke se forskellen mellem nazisterne og amerikanerne?

Venstrefløjen elsker at snakke om, hvordan folk de ikke kan lide man i dag prøver at skabe fjendebilleder for at få folk til at følge ens vilje. Det er sjovt, hvordan de ikke kan se de åbenlyse fjendebilleder i deres egen retorik. Men der er jo ikke mange, der er mere dobbelmoralske end dem på venstrefløjen.

For at vende tilbage til spørgsmålet om den danske udenrigspolitik, så kan jeg huske nogle diskussioner, vi havde til undervisning på mit første år på studiet. Diskussionen gik på, om Danmark de seneste år har haft en aktivistisk udenrigspolitik (en karaktér, der af de fleste anses for ønskværdig). Imod alle fakta (Afghanistan, Irak, Balkan, etc.) var der – i fulde alvor – mange, der argumenterede for, at dansk udenrigspolitik ikke var spor aktivistisk. Deres dobbeltmoral skinner igen igennem. Det er tilsyneladende kun aktivistisk (der jo er et ønskværdigt træk), hvis man kan lide den konkret førte udenrigspolitik (og ikke mindst den regering, der fører den, hvilket for venstrefløjsfolk nok er en overvejelse, der tidsmæssigt kommer før bedømmelsen af den faktiske udenrigspolitik). Folk har så svært ved at være objektive…