Regeringen kapitulerer…

…endnu en gang.

Hvis disse to artikler holder stik (tingene ændrer sig meget hurtigt lige nu, og jeg har ikke kunnet følge så tæt med, som jeg havde ønsket), så foretager regering i disse timer en kapitulation, der kan være meget skadelig i bare det lidt længere løb.

Det tyder nemlig på, at kommunerne overraskende har fået flere penge under påskud af problemerne med “uhumske toiletter”. Der lå tidligere en artikel på jp.dk (væk nu; som sagt går det stærkt nu, også hos aviserne), hvori KL selv udtrykte overraskelse over de ekstra penge, idet de jo netop har brugt mange ressourcer på at komme frem til den tidligere aftale.

Efter aftalen om de ekstra penge til “nedslidte” skoler, etc., er Finansministeren ovenfor citeret for at sige: “Vi gider ikke høre mere om nedslidte toiletter”. Nu kan det meget vel være et udslag af typisk dovent journalistik at putte simple mærkater så som “penge til uhumske toiletter” til diverse politikforslag, men hvis dette reelt har været formålet med pengene, og hvis finansministeren tror, at det vil lukke munden på dem, der konstant kræver flere og flere penge, så tager han grueligt fejl.

Selv hvis vi antager, at pengene reelt bliver brugt til vedligeholdelse af toiletter etc. i skolerne, så vil kravene om flere penge fortsætte, bare på andre områder. Netop kommunernes og interessegrupperne brug af såkaldte “uhumske toiletter” er genial: uhumske toiletter er et simpelt og forståeligt område, og vi hader alle sammen klamme toiletter. Sympatien hos befolkningen vil derfor være høj, hvis de, der ønsker flere penge, kan kæde (en perception af) stram økonomisk styring med (en perception af) uhumske toiletter. Dermed er der en god chance for flere penge, som vi netop har set.

Kommunerne forstår dette. Hvis vi antager, at der reelt er problemer med vedligeholdelse af skoler, etc., så skulle kommunerne rent økonomisk have ordnet disse ting selv. De kan jo prioritere anlægsudgifterne, således at alle områder bliver dækker tilstrækkeligt ind, altså prioritere de “uhumske toiletter” op og prioritere andre områder ned (i økonomsprog: de marginale nytter ved ekstra penge på de forskellige områder sættes ens).

Men det er ikke et rent økonomisk spørgsmål. Der er også politik. Kommunerne ved nemlig, at der er sympati i befolkningen på områder såsom uhumske toiletter. De ved derfor, at der er større chance for at presse flere penge ud af regeringen, hvis der er problemer med disse ting. De har derfor incitament til at bruge færre snarere end flere penge på “toiletområdet” og flere penge på andre mindre….populære ting.

Med dens kapitulationer i øjeblikket forstærker regeringen denne tendens. Den har vist, at kommunernes (og de forskellige interesseorganisationer, der også har plæderet for flere penge) strategi virker. Regeringen har mistet sin troværdighed (hvis den havde nogen i forvejen).

Forvent at nye “problemområder” bliver taget op i den nærmeste fremtid. Det virker ikke at tisse i bukserne for at holde varmen.

Danske Studerendes Fællesråd spørger studerende, om de vil betale for noget, som de hidtil har fået gratis

Hvad mon de får af svar?

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) – en interessegruppe for studerende – laver lige nu en online-undersøgelse af, hvad “studerendes holdning til brugerbetaling i uddannelsessystemet” er. Du kan som studerende deltage i undersøgelsen. Jeg har allerede besvaret spørgeskemaet – om end jeg er usikker på, hvorvidt jeg er blevet registreret, da det slutter med, at vinduet pludselig lukkes ned.*

Uanset hvad, så kan man ikke tage undersøgelsen alvorligt. Ikke bare er det dumt at spørge folk, om de helst vil have noget gratis eller mod betaling; kilden er jo heller ikke ligefrem uvildig. Lad os se, hvad man meget hurtigt kan læse på DSF’s hjemmeside om brugerbetaling:

Danmarks første almene betalingsuddannelse åbner på Syddansk Universitet (SDU) til efteråret. ”Det er første gang vi ser universiteterne udbyde en hel bacheloruddannelse med brugerbetaling, og vi er bekymrede for udviklingen”, udtaler Rune Stahl fra de studerendes landsorganisation, DSF.

Under reglerne om åben uddannelse har SDU åbnet en hel bacheloruddannelse i Jura, og det er hermed første gang, at der bliver udbudt almene betalingsuddannelser i Danmark.

- Der er tale om et stort skridt i den forkerte retning. Det er første gang vi ser en hel uddannelse med brugerbetaling. Hvis man virkeligt mener vi skal have gratis uddannelser i Danmark, kan vi ikke acceptere at der udbydes hele bacheloruddannelser mod betaling, udtaler uddannelsesordfører Rune Stahl fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

Uddannelsen starter 1. september, og det koster den enkelte studerende 50.000 kroner at deltage i uddannelsen, der strækker sig over 5 år.

Personligt synes jeg, at det er uhyggeligt, hvordan folk er så inderligt imod, at andre gør ting, som ikke vedrører dem det mindste. Hvorfor være imod at nogle kan få sig en uddannelse ved at betale for den? Går det ud over dig selv, at folk kan få lov til at vælge? Bliver din egen uddannelse dyrere eller ringere af, at folk har en mulighed for at vælge noget andet? Udelukker betalingsuniversiteter eksistensen af gratis universiteter?

—

*Måske kunne de ikke lide mine svar…

…hvilket nok er grunden til, at offentligt ansatte er venstreorienterede

Enhedslisten vil tilsyneladende ansætte 300.000 flere i det offentlige. Og i deres Uendelige Visdom ved de præcis, hvordan disse skal skaffes og hvordan de bør bruges.

»Vi ønsker ikke bare at finde 200.000 til at erstatte dem, der holder op. Vi ønsker at finde yderligere 100.000 for at kunne levere en meget bedre velfærd end i dag, og for at kunne sætte tempoet ned, så de offentligt ansatte kan få ordentlige arbejdsvilkår og kan holde et helt arbejdsliv«, skriver partiet bl.a. i planen, der bliver fremlagt i forbindelse med Kommunernes Landsforenings årsmøde på torsdag.

Mon der er stemmer i at lefle for de næsten én million (snart 1,1 millioner, encounting) offentligt ansatte?

144.000 flere på kort sigt
Planen anviser, hvordan det på kort sigt vil være muligt at skaffe 144.000 flere i arbejde. De 60.000 skal ifølge planen hentes fra arbejdsløse på dagpenge, 20.000 skal komme fra kontanthjælpsmodtagere, 30.000 skal skifte fra aktivering til ordinære job og 4.000 kan hentes blandt de 10.000 på ledighedsydelse.

Ifølge Partiets Plan for Vores Udvikling skal 114.000 personer med andre ord tvinges til at arbejde for staten. Dét kalder de “væk med pisken”:

Væk med pisken
Udover de 144.000 flere i arbejde, partiet mener at kunne skaffe på meget kort sigt, indeholder planen også en fremtidssikring af langt flere stillinger. Hele 120.000 mennesker kan komme i arbejde ved at give social støtte til kontanthjælpsmodtagere, revalidender og førtidspensionister.

Som Milton Friedman skulle have sagt: “If you pay people not to work and tax them when they do, don’t be surprised if you get unemployment.” Men logikken preller nok af.

Kommunikationsrådgiver til politikerne: I har brug for flere af os

Han [kommunikationsrådgiveren] mener, at politikerne ud fra et rent kommunikationsstrategisk synspunkt har håndteret sagen dårligt allerede fra første færd. (…) Jess Myrthu mener, at netop politikere bør overveje deres kommunikationsstrategi nøje, og har forståelse for, at politik i høj grad handler om timing.

Kommunikationsfolk ligger nær toppen af min irriterende-personer-liste.

I andre nyheder: baby-sikkerhedskonsulenter advarer om udbredte baby-farer i danske hjem, fiskeribranchen kalder fisk en livsvigtig kilde til speciel næring, og SKATs medarbejdere advarer mod simplificering af skattelovgivningen.

*Opdatering*: Og kønsforskere mener ikke, at der er ligestilling.

Lobbyarbejde

Nu hvor politikerne i København som reaktion på “de unges” stædighed (de er sgu gode forhandlere, det må man give dem) skridt for skridt trækker i land og giver efter for disses krav, må der da være en god gang lobbyarbejde i gang i baggrunden. For hvis det er venstrefløjens plan at hjælpe aktivisterne med at finde et nyt sted at være – og her kan “hjælpe” betyde en hel del ting – må der være et nyt sted, der overhovedet vil have dem.

Hvilke muligheder er der? Kunne man overhovedet overveje andet end Christiania eller Nørrebro? Man må håbe, at Østerbro, Frederiksberg, mm., allerede nu har organiseret sig og er i gang med lobbyarbejdet – bare for en sikkerheds skyld. Man skal jo påvirke forløbet så tidligt som muligt; og med tanke på, hvilken katastrofe et Ungdomshus disse steder ville være for alle, er der vel incitament til at lægge en smule arbejde i at få afpareret muligheden.
Jeg venter spændt på den dag, hvor “Foreningen Frederiksberg for Fred”, “Østerbro imod Brostenskastere”, samt “Amager Om’er” kommer i medierne.

*Opdateret 30/12 kl. 01.31*

Nå, nu kan jeg læse, at Ritt Bjerregaard foreslår, at Ungdomshuset skal flyttes til Christiania. Det er vel også en meget god løsning, altså på sådan en “koncentrer oppositionen”-måde. Så er det bare ærgeligt, at hverken Christiania eller Ungdomshuset synes om idéen. Måske er christianitterne ikke så åbne mennesker alligevel, især når nu de kalder de unge for et “problem”…

I andre nyheder: Enhedslistens Line Barfod er gået igang med at kigge efter ledige statslige bygninger – og det er ikke hende, der flytter. Jeg krydser fingre og be’r til gud.

*Opdateret 30/12 kl. 10:50*

Jeg bliver nødt til at rose Ritt Bjerregaard for sin optræden i DR’s Deadline i går aftes (som jeg først så her til formiddags på nettet). Hun kunne godt have betonet, hvilken glidebane det er (som Martin Breum hele tiden foreslog) at lave politiske-moralske løsninger på juridiske sager, men på den anden side gav hun Breums sædvanelige DR-vinkling følgende afklapsning, efter at han bliver ved med at nedgøre de juridiske forhold i sagen:

Bjerregaard: “For det første synes jeg ikke, at vi har nogen som helst rettighed til at sige, at de mennesker, der har ejet det her hus igennem lang tid ikke kan få deres hus…”(afbrydes)
Breum: “Nu taler du om rettigheder [ie. igen]!”
Bjerregaard: “…og derfor er der også…ja, men det er fordi vi lever i et retssamfund, og jeg kan godt høre, at du synes det er svært at forstå, men det gør vi altså, vi lever i et retssamfund, og det skal vi rette os efter, og det har jeg selvfølgelig også tænkt mig jeg vil.”

Hendes nedladende tone og ansigtsudtryk (rigtig skolelæreagtig!), når hun siger dét med retssamfund, er simpelthen priceless, og det er tydeligt på Breum, at han føler sig ydmyget over påtalen.

Underskriftindsamling

Vær med i underskriftsindsamling mod BUPL og deres ønsker om flere penge her.

Jeg regner dog ikke med nær så mange underskrifter som BUPL fik. Det er jo velkendt, at det er nemmere at samle støtte når goderne fra en offentlig politik er koncentrerede på nogle grupper (pædagogerne) mens omkostningerne er spredte (skatteyderne). Det er nærmest umuligt at få dem, der får de spredte omkostninger på sig til at engagere sig imod politikken.

Mediehacking

Jeg har fundet en ny akademisk helt: Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet. Han har i dag en kronik i Jyllandsposten om det, han kalder mediehacking. Artiklen passer fint ind i et tema, der har udviklet sig på min blog, nemlig interessegrupper og deres kamp for indflydelse. Læs den meget læsværdige artikel her.

Præsterne er også politiserede

Berlingske Tidende bragte i dag en spændende artikel med titlen “Hvorfor er danske præster venstreorienterede?“. Temaet skaber en interessant parallel til én af mine tidligere posts herinde, nemlig dén om kunstverdenens politisering.

Det viser sig, at flertallet af præsterne er venstreorienterede, og at særligt Socialistisk Folkeparti har mange sympatisører blandt dem i denne profession. Det lidt paradoksale i dette forhold er i sig selv interessant, men skal ikke berøres her. Hvad jeg især bed mærke i i artiklen var dr.phil. Hans Hauges svar på, hvorfor lige netop SF er et hit blandt præsterne. Han citeres for at sige:

“Vi skal også huske på, at SF ikke længere er så socialistisk, at det gør noget. De skjuler det jo meget godt efterhånden. SF er blevet til et interesseparti for offentligt ansatte. Det gør partiet attraktivt for præsterne, i takt med at de opfatter sig som offentligt ansatte på linje med socialrådgivere og skolelærere, der jo også stemmer SF.” (min fed)

Ligesom kunstverdenen lever den åndelige verden af staten, og den stemmer derfor på partier, der vil øge bevillingerne til den. Det giver perfekt mening. Det er samtidig uhyggeligt.

Alle de mange offentlige ansatte har interesse i at stemme på venstrefløjspartier. Venstrefløjspartier har interesse i at øge antallet af statslige ansatte, da disse stemmer på dem selv. Hvem har derudover interesse i at stemme på venstrefløjspartier? Dem på overførselsindkomster, da netop de partier vil øge overførslerne.

Læg antallet af offentligt ansatte sammen med antallet af folk på overførselsindkomster, og hvilken andel får man i Danmark? Én-og-tres procent (se også her). Dét betyder, at vi for længst er nået til et punkt, hvor et flertal af vælgerne har interesse i at øge de offentlige budgetter. Dermed er der klart åbnet op for muligheden for en udgiftsspiral, hvor de kræfter, der forsøger at begrænse statens størrelse (f.eks. dem der betaler for det hele), aldrig kan sejre.

Mon ikke dette faktum er grunden til Venstres nye og åbenlyst socialdemokratiske linje?

Kunstverdenens politiserede præferencer

Weekendavisen har en interessant artikel, der vedrører emner som forvaltningens politisering, kulturkamp og interessegruppers kamp for indflydelse. Åbenbart går 100 danske kulturpersoner sammen om at lave en kulturpolitik for Socialdemokraterne. Blandt disse topembedsmænd for den nuværende, ikke-socialdemokratiske regering. Hvis man går og tror, at vi i Danmark er så heldige at have en upolitiseret forvaltning, skal man åbenbart tro om.

” Den slags »dobbeltarbejde« skaber irritation blandt regeringspartierne. Deres problem med offentligt »politiserende« chefer er blandt andet, at det bliver sværere at gennemskue, om der ligger partipolitiske eller strikt faglige motiver bag, når en statslig kulturchef for eksempel går offentligt ud i pressen og kritiserer en nedskæring på sit område.”

”De statslige chefer i den socialdemokratiske tænketank omfatter direktør for Nationalmuseet, Carsten U. Larsen; direktør for Den Gamle By i Århus, Thomas Bloch Ravn; rektor for Kunstakademiets billedkunstskoler, Mikkel Bogh; rektor for det Fynske Kunstakademi, Sanne Kofod Olsen; rektor for Forfatterskolen, Hans Otto Jørgensen; samt kommunikations- og marketingchef for Det Kongelige Teater, Kresten Schultz Jørgensen, der indtager en af de mere centrale roller i tænketankens arbejde.”

Det, disse ”statslige chefer” (topembedsmænd er måske for meget sagt, jf. nedenfor) opnår i det lange løb ved at lade sig politisere, er dog bare at vi ændrer praksis herhjemme til, at de i stedet for bliver udnævnt af den siddende regering. Således kan regeringen være sikker på, at det er loyale embedsmænd, den har at gøre med. Sådan fungerer det i bl.a. USA.

Nu skal man selvfølgelig ikke overdrive. Vi har at tale med (vil jeg påstå) en politisering af en slags embedsmænd, der har langt mindre betydning end andre har, fx topembedsmænd i ministerierne. Artiklen nævner:

”De statslige chefer i den socialdemokratiske tænketank omfatter direktør for Nationalmuseet, Carsten U. Larsen; direktør for Den Gamle By i Århus, Thomas Bloch Ravn; rektor for Kunstakademiets billedkunstskoler, Mikkel Bogh; rektor for det Fynske Kunstakademi, Sanne Kofod Olsen; rektor for Forfatterskolen, Hans Otto Jørgensen; samt kommunikations- og marketingchef for Det Kongelige Teater, Kresten Schultz Jørgensen, der indtager en af de mere centrale roller i tænketankens arbejde.”

Jeg tager måske fejl, men Den Gamle By (som jeg i øvrigt besøgte forleden: spændende sted), det Fynske Kunstakademi og Forfatterskolen er ikke ligefrem frygtindgydende størrelser, i hvert fald når det kommer til den mere formelle indflydelse.

At kulturpersonligheder ønsker at hjælpe venstrefløjen er heller ikke nogen stor overraskelse. Det er netop denne del af det politiske spektrum, der giver dem (og andre offentligt forsørgede) penge. Billedkunstneren Bjørn Nørgaard citeres for at sige:

”Skattestop og kontrol gider jeg ikke. Det er dybt skadeligt og katastrofalt. Værdipolitik og kulturkamp er en sæbeboble eller rettere en potemkinkulisse, der skal dække over den konkrete politiks direkte vej mod minimalstaten.”

Det er da skægt hvordan kulturkamp dækker over konkret politik når det gælder borgerlige regeringer. Kulturrevolutionen i Kina, derimod, var da selvfølgelig kun for at opnå frigørelse!

Men tilbage til kulturverdenen som helhed. Professor Jørgen Grønnegaard Christensen, der ved a thing or two om politik og forvaltning, vurderer om kulturfolkenes anbefalinger:

”Konklusionen ser derfor forudsigelig ud. Mon ikke deres budskab primært bliver: Send flere penge!”

Og hvorfor ikke? Sæt arbejdsløse til at foreslå arbejdsløshedspolitik, og den offentlige forsørgelse vil i hvert fald ikke falde. Men forslagene går ikke bare ud på at sende flere penge:

” En andet eksempel på nytænkning i grupperne er forslaget om at indføre total skattefrihed for kunstnere.”

Højere indkomst.

”Derudover er der meget bred enighed om at styrke armslængdeprincippet (…)”

Mere autonomi.

”Vores oplæg kommer til at lægge op til en mere fremadrettet kunstpolitik [end en fokus på kulturarven], hvor nutidskunsten og fremtidens kunst styrkes.”

Mere vægt på deres egen kunst.

Alt sammen forudsigeligt.

Til dét siger Mogens Jensen, Socialdemokraternes kulturordfører, om kulturpolitikken:

”Sagen er, at kulturpolitikken med Brian Mikkelsen som minister har været sat på stand-by. Her er der klart brug for, at kulturen bliver et investeringsområde, ligesom forskningen og uddannelsesområdet. Så jeg har også taget vel imod kunstnernes budskab om, at der skal flere ressourcer til.

Og her gik jeg og troede, at der allerede var alt for mange, der studerer områder som humaniora og samfundsvidenskab, og alt for få der studerer naturvidenskabelige fag. Nej, giv endelig den mindst produktive del af samfundet endnu flere goder.

Teaterinstruktør Ditte Bjerg siger:

”Og til den tid [når socialdemokraterne er ved magten] har vi måske oven i købet fået nogle kulturpolitikere, der – ligesom i Frankrig – ved meget om kunst og kultur. Muligvis er det bare et naivt og fromt ønske.”

Nej, ikke naivt og fromt. Naivt og dumt. Vi skal da for alt i verdenen undgå franske tilstande, hvor kulturpersonligheder og intellektuelle som eksempelvis forfattere nærmest har gudestatus, også når det kommer til politik. Ditte Bjerg siger i det hele taget dumme ting:

”Så længe Socialdemokraterne er i opposition, er arbejdet i udviklingsgrupperne jo nærmest en perfekt kunstnerisk rolle at indgå i, for både som kunstner og politisk opposition skal man være kritisk til det bestående.”

Når nu Socialdemokraterne endelig er ved magten igen, tror du så hun vil være i opposition til dem og venstrefløjen, dvs. arbejde for en borgerlig regering? At være kritisk til det bestående betyder derimod bare at være mere venstreradikal.

Se en liste over alle dem, der er i Socialdemokraternes “tænketank”, sidst i artiklen.