En socialdemokrat taler fornuft, og en konservativ giver vedkommende populistisk kritik:

»Det er ikke realistisk at tro, at vi kan blive ved med at betale for al ny medicin, der bliver udviklet. Vi skal nok gøre, hvad vi kan for at bruge pengene bedst muligt, men vi bliver nødt til at prioritere og erkende, at noget vil vi ikke have råd til«, siger formand Bent Hansen (S) til Politiken.

[...]

Den konservative sundhedsordfører Vivi Kier vil heller ikke være med til at nægte alvorligt syge medicin, som kan forlænge deres liv.

“Hvis medicinen findes, og den er godkendt, så skal den bruges,” siger hun.

At Kræftens Bekæmpelse siger følgende overrasker til gengæld ikke, og bekræfter bare, hvor ekstremistisk organisationen er blevet:

Kræftens Bekæmpelse mener derimod slet ikke, at ordet ‘prioritering’ hører hjemme i debatten om medicin til dødssyge mennesker.

»Medicin kan ikke blive for dyr. Konsekvensen af det vil nemlig være, at vi beder lægen sige til patienten, at der ikke er råd til behandling. Det er etisk uforsvarligt. Og samfundets økonomi skal kunne klare udgifterne til medicin«, siger formand for Kræftens Bekæmpelse Frede Olesen til Politiken.

Københavnske valgløfter

Københavnske politikere kan slippe afsted med mange løfter i deres populistiske jagt på stemmer, alt imens de aflønner skarer af konsulenter, der kun kan tilbagevise deres store idéer – det er ikke bare på “billige boliger”-området!

Regeringen kapitulerer…

…endnu en gang.

Hvis disse to artikler holder stik (tingene ændrer sig meget hurtigt lige nu, og jeg har ikke kunnet følge så tæt med, som jeg havde ønsket), så foretager regering i disse timer en kapitulation, der kan være meget skadelig i bare det lidt længere løb.

Det tyder nemlig på, at kommunerne overraskende har fået flere penge under påskud af problemerne med “uhumske toiletter”. Der lå tidligere en artikel på jp.dk (væk nu; som sagt går det stærkt nu, også hos aviserne), hvori KL selv udtrykte overraskelse over de ekstra penge, idet de jo netop har brugt mange ressourcer på at komme frem til den tidligere aftale.

Efter aftalen om de ekstra penge til “nedslidte” skoler, etc., er Finansministeren ovenfor citeret for at sige: “Vi gider ikke høre mere om nedslidte toiletter”. Nu kan det meget vel være et udslag af typisk dovent journalistik at putte simple mærkater så som “penge til uhumske toiletter” til diverse politikforslag, men hvis dette reelt har været formålet med pengene, og hvis finansministeren tror, at det vil lukke munden på dem, der konstant kræver flere og flere penge, så tager han grueligt fejl.

Selv hvis vi antager, at pengene reelt bliver brugt til vedligeholdelse af toiletter etc. i skolerne, så vil kravene om flere penge fortsætte, bare på andre områder. Netop kommunernes og interessegrupperne brug af såkaldte “uhumske toiletter” er genial: uhumske toiletter er et simpelt og forståeligt område, og vi hader alle sammen klamme toiletter. Sympatien hos befolkningen vil derfor være høj, hvis de, der ønsker flere penge, kan kæde (en perception af) stram økonomisk styring med (en perception af) uhumske toiletter. Dermed er der en god chance for flere penge, som vi netop har set.

Kommunerne forstår dette. Hvis vi antager, at der reelt er problemer med vedligeholdelse af skoler, etc., så skulle kommunerne rent økonomisk have ordnet disse ting selv. De kan jo prioritere anlægsudgifterne, således at alle områder bliver dækker tilstrækkeligt ind, altså prioritere de “uhumske toiletter” op og prioritere andre områder ned (i økonomsprog: de marginale nytter ved ekstra penge på de forskellige områder sættes ens).

Men det er ikke et rent økonomisk spørgsmål. Der er også politik. Kommunerne ved nemlig, at der er sympati i befolkningen på områder såsom uhumske toiletter. De ved derfor, at der er større chance for at presse flere penge ud af regeringen, hvis der er problemer med disse ting. De har derfor incitament til at bruge færre snarere end flere penge på “toiletområdet” og flere penge på andre mindre….populære ting.

Med dens kapitulationer i øjeblikket forstærker regeringen denne tendens. Den har vist, at kommunernes (og de forskellige interesseorganisationer, der også har plæderet for flere penge) strategi virker. Regeringen har mistet sin troværdighed (hvis den havde nogen i forvejen).

Forvent at nye “problemområder” bliver taget op i den nærmeste fremtid. Det virker ikke at tisse i bukserne for at holde varmen.

Logrolling i dansk politik

Det er svært at følge dansk politik helt tæt her fra den anden side af Atlanten, men nogle gange bliver det simpelthen for åbenlyst. Jyllands-Posten skriver (efter Nordjyske Stiftstidende), at Anders Fogh Rasmussen til et møde i Europaudvalget afviste Orla Havs (S) ønske om “regional udvikling” til sit “randområde”, med henvisning til, at området (Nordjylland) knap kan anses som egentligt randområde med alle de vejforbindelser, det har fået. Hvortil Orla Hav svarede:

“Jeg er noget muggen over, at vi åbenbart bare kan lukke med de motorveje, vi har. Det er lidt mærkeligt at lægge øre til, når vi lige har været ansvarlige og støttet regeringen i at afvise en folkeafstemning om traktaten, siger Orla Hav, der også brokkede sig på mødet.”

Generelt er trafikområdet et af de politikområder i dansk politik, hvor logrolling – eller studehandler – er mest tydelige. Den jyske trafikmafia sørgede notorisk for flere motorveje i Jylland i bytte for motorveje eller broer på Sjælland.

Men mere generelt er dansk politik indhyllet i logrolling. Det er dog kun af den meget implicitte slags: det stærke samarbejde mellem Venstre og de Konservative (= regeringen) og regeringen og Dansk Folkeparti (= flertallet i folketinget) er klart resultatet af studehandler, hvor hvert parti giver sig på områder, hvor de ikke føler sig stærkt, men til gengæld “får lidt mere” på andre områder. Denne implicitte form gør tit politik dét mindre spændende end f.eks. i USA…

Partiløs

For pokker:

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) beslutning om at udskrive et lynvalg fanger partiet Liberalisterne på det forkerte ben. Det nystiftede parti har kun fået indsamlet 5000 underskrifter i forsøget på at blive opstillingsberettiget og når derfor ikke at komme på stemmesedlen den 13. november.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal (brev)stemme på! Hvad gør en liberal i dagens Danmark, må jeg høre?

At Liberalisterne har det svært som parti er ikke underligt. Partier er i sagens natur kollektivistiske, hvilket strider mod liberales inderste overbevisninger. (Man kan også formulere det som at logikken for kollektiv handlen især ramme liberale). Desuden er der problemet med, at liberale netop ønsker at depolitisere verdenen – og at gå ind i politik for at gøre dette virker mod-intuitivt for disse. Den eneste reelle mulighed et liberalt parti has (sans en generelt liberal befolkning) er at basere sig på én frontfigur, hvis hjerte brænder for sagen, men som samtidig har al den tid og penge (og karisma) i verden til sådan at gå ind i politik.

Kommunikationsrådgiver til politikerne: I har brug for flere af os

Han [kommunikationsrådgiveren] mener, at politikerne ud fra et rent kommunikationsstrategisk synspunkt har håndteret sagen dårligt allerede fra første færd. (…) Jess Myrthu mener, at netop politikere bør overveje deres kommunikationsstrategi nøje, og har forståelse for, at politik i høj grad handler om timing.

Kommunikationsfolk ligger nær toppen af min irriterende-personer-liste.

I andre nyheder: baby-sikkerhedskonsulenter advarer om udbredte baby-farer i danske hjem, fiskeribranchen kalder fisk en livsvigtig kilde til speciel næring, og SKATs medarbejdere advarer mod simplificering af skattelovgivningen.

*Opdatering*: Og kønsforskere mener ikke, at der er ligestilling.

Av!

Hermed videregivet: ouch.

En forsinket forudsigelse

Nu er vi jo et lille stykke inde i det nye år, så det er nok en smule sent at komme med forudsigelser. På den anden side er tiden en lidt anden for studerende. For mig starter det nye år eksempelvis først efter min sidste eksamen senere på måneden.

Uanset hvad, så kommer der her en semi-alvorlig forudsigelse for 2007:

Vi vil se en “omvendt Karen Jespersen”. Vi vil se et mere eller mindre prominent medlem af folketinget for Venstre eller de Konservative, der definitivt og overraskende dropper at være på “højrefløjen” og skifter side. Dette vil ske efter en alvorlig og nyopstået politisk/ideologisk uenighed mellem personen og vedkommendes parti/regeringen, eller alternativt efter afsløringen af en længerevarende uenighed af samme type.

Tja, jeg kan vel gå hele vejen, når nu jeg er kommet så langt: Personen vil være Miljøminister Connie Hedegaard. Den konkrete uenighed vil først være over miljøspørgsmålet, hvor Hedegaard vil meget mere end regeringen vil, men uenigheden vil snart brede sig til en generel ideologisk uenighed om kultur, folkesundhed, og statens generelle rolle i samfundet. Hun vil forlade ministerposten, regeringen og de Konservative. Hun vil i stedet politisk ligge omtrent på de Radikale, men vil ikke melde sig ind i partiet (endnu!).

For folk med større forståelse af dansk politik (og evt. insider-viden) virker forslaget muligvis dumt. Det er da også mest for sjov. Bortset fra, hvis forudsigelsen viser sig at være sand. I så fald så I det først her!

Tilfælde og retfærdighed

Nu kan jeg så læse i Berlingske Tidende (der har vist sig som fuld af føde til denne blog), at Ritt Bjerregaards billige boliger skal uddeles via lodtrækning. Mit spørgsmål er: hvorfor folk synes brugen af lodtrækning er mere retfærdig end brugen af markedet? Hvorfor skal besiddelsen af held være mere legitimt end besiddelsen af penge? Penge har folk jo arbejdet for, held er noget fuldstændig tilfældigt.

Jeg har haft en lignende diskussion med nogle bekendte. Her udtrykte jeg manglende forståelse for, hvorfor billetter til koncerter ikke er dyrere, når nu der altid er billetmangel. Jeg fik at vide, at “fattige” også skal kunne komme til koncert. Altså et retfærdighedsargument. Men hvorfor er det mere retfærdigt, at folk, der a) har haft mulighed for at være online kl. 9:00 om morgenen når billetsalget starter, og b) har været så heldige at komme igennem billetnet, får billetter, end at dem der har så stor lyst til at komme til koncert, at de ville betale det dobbelte, hvis prisen var markedsbestemt, får billetterne?

I det ene system får folk på grundlag af held, i det andet på grundlag af (forventet) nytte ved koncertbesøget. Dem, der får mere nytte, vil give mere for billetterne. At folk ikke har samme ressourcegrundlag at handle på (modargumentet fra mine bekendtes side) er dels et universelt fænomen, dels ikke et retfærdighedsmæssigt problem, da dem med ressourcer i overvejende grad netop har arbejdet for disse ressourcer/penge, og derfor taget nogle omkostninger på sig for netop at kunne nyde ting som koncertbesøg. (I øvrigt er der heller ikke nogen i Danmark, der ikke ville have råd til et koncertbesøg, hvis de prioriterede deres penge derefter.)

Så mit spørgsmål står stadig: hvorfor er besiddelsen af held mere legitim end besiddelsen af penge i dagens Danmark? Hvorfor skal ting styres ved lodtrækning frem for markedskræfter?

Gudskelov for den (semi-)liberaliserede lukkelov

Gudskelov for den (semi-)liberaliserede lukkelov. Hvordan havde jeg ellers kunnet købe dén nissehue samt kalenderlys, som jeg havde glemt at købe, og som var påkrævet til eftermiddagens jule-klippe-klistre-arrangement på min gang…på en søndag?

Bare en simpel illustration af, at liberale reformer giver enorme nytte-gevinster for den enkelte. Nu skal resten af begrænsningerne bare væk! Hey ho, Silver: Away!