Endnu en grund til, at virksomheder bør være private, og at priser burde bestemmes på det frie marked:
Krise skyldes russisk-ukrainsk skænderi
Den europæiske gaskrise skyldes et alvorligt skænderi mellem de tidligere sovjetrepublikker Rusland og Ukraine. Ukraine får al sin naturgas fra Rusland, der leveres af det statskontrollerede gasmonopol Gazprom. Men dels har Gazprom beskyldt Ukraine for ikke at betale sin gasregning, og dels er parterne blevet uenige om gasprisen for 2009.
En på mange måder udmærket kronik af Borgerligt Centrums ledere:
Vi skal sætte pensionsalderen op og fjerne efterlønnen totalt. I dag er det ikke unormalt at afslutte uddannelsen sidst i tyverne, gå på efterløn som 60-årig og dø som 90-årig. To tredjedele af livet er man altså uden for arbejdsmarkedet og i mange tilfælde forsørget af staten. Det kan ganske enkelt ikke længere hænge sammen. Vi bliver ældre og uddanner os mere, og for at følge med den udvikling må pensionsalderen hæves tilsvarende. Vores nuværende ordning er skabt til et samfund, hvor man kom ud at tjene som 15-årig og døde sidst i 60erne. Så var det ganske rimeligt at gå på pension først i 60erne. Men det er langtfra situationen i dag.
[...]
Sundhed mener vi må være individernes eget personlige ansvar. Men det er ikke just de vinde, der blæser for øjeblikket. Eksempelvis er Forebyggelseskommissionen frisk på flere konkrete lovindgreb, så de kan være med til at bestemme, hvad vi må spise. Det kan betale sig på længere sigt, lyder argumentet. Ja, og hvis vi pakkede hele verden ind i vat, ville ingen nogensinde slå sig. Det ville sikkert også være godt for samfundsøkonomien, men hvor blev friheden lige af? Vi er trætte af et Danmark, hvor borgerne efterhånden bliver behandlet, som om de var små børn. I stedet for at regne med, at vi kan tage stilling selv, så tager man stilling for os og slår os over fingrene, hver gang vi gør noget, som eksperterne for tiden mener er dårligt for os.
I det hele taget er det vores erklærede mål at begrænse den helt utilstedelige mængde af love, regler og bureaukratiske reguleringer, der i disse år udgår fra Christiansborg. Banaliteter og utidig indblanding i folks private forhold er blevet en helt ureflekteret del af lovgivningsarbejdet.
Forebyggelseskommissionen
Udklip fra denne artikel i Berlingske:
Regeringens forebyggelseskommission vil gøre op med regeringens hidtidige sundhedspolitik. Danskerne skal vænne sig til flere forbud.
Hvis regeringen vil gøre den sygeste del af befolkningen mere raske, skal den gøre op med sin egen politik på sundheds- og forebyggelsesområdet. Det er den klare konklusion fra regeringens egen forebyggelseskommission. Tanken om at sundhed er folks eget ansvar, der kan hjælpes af frivillighedens vej, skal erstattes af forbud, afgifter og langt mere »blanden sig« i folks liv, mener kommissionen.
Det er prisen, hvis politikerne ønsker at hjælpe de svageste, lyder det fra formand, Mette Wier [...].
[...]
»Det har været tabubelagt at blande sig i folks livsstil med forbud og afgifter. Det er nødvendigvis dér, man skal hen, hvis man vil reducere den sociale ulighed.
Hvis nypuritanerne virkelige er så glade for at hjælpe de svageste, hvorfor indfører de ikke bare alle de her forbud, men kun for de svageste. Indfør en test: hvis du kan svare på, hvad der er sundt og usundt, hvor tit man bør dyrke motion, etc., så slipper man for forbudene og afgifterne. På den måde ville man kun “hjælpe” de svage. Vi andre kunne slippe for den klamme indblanding.
Det her er et af de områder, jeg som liberal har stærkest følelser for. Jeg finder det dybt, dybt foruroligende, at der ikke kommer stærkere protester mod forslag som disse fra toppolitikere. Vi får altid én eller anden second rate borgerlig til at vride sig i hænderne og sige “eeejjjj, det synes jeg altså ikke. Men jeg er da glad for idéen!” Det er simpelthed for sløvt. Se kommissionens udtalelser som prøveballoner. Som nypuritan er den respons, man får på disse meget kontroversielle forslag jo overraskende gode, og ikke ligefrem afskrækkende for videre prøveballoner. Derudover er effekten af prøveballonerne, at borgerne vænner sig til tanken om drastisk flere forbud. Vi bevæger os sikkert hen mod en tilstand, hvor forbud mod alkohol, skiferier, og lange negle ikke virker så forfærdelig endda.
Forebyggelseskommissionen burde slet ikke have været oprettet i første instans. Alternativt burde regeringen samtidig have oprettet en frihedskommission, der, ved at vende en udtalelse i ovenstående artikel på hovedet, kunne udsende følgende prøveballon:
»Det har været tabubelagt at ønske større social ulighed. Det er nødvendigvis dér, man skal hen, hvis man vil øge den personlige frihed – også friheden til at gøre usunde ting.”
Krauthammer puts it well, as usual:
In the old days — from the Venetian Republic to, oh, the Bear Stearns rescue — if you wanted to get rich, you did it the Warren Buffett way: You learned to read balance sheets. Today you learn to read political tea leaves. If you want to make money on Wall Street (or keep from losing your shirt), you do it not by anticipating Intel’s third-quarter earnings but by guessing instead what side of the bed Henry Paulson will wake up on tomorrow.
Kun konservative tog fejl i præsidentvalget
…i hvert fald, hvis man tror denne artikel, som jeg næsten glemte at nævne.
Fordi jeg ikke stoler på jp.dk’s langtidsarkivering, giver jeg de personer, der i artiklen citeres for at have taget fejl i valgkampen:
Bill Kristol
Karl Rove
Peter Mulhern
Ann Coulter
Rudi Giuliani
Pat Buchanon
Rudy Giuliani (igen)
George Allen
Hugh Hewitt
Tom Ridge
Rush Limbaugh
..alle, så vidt jeg ved, konservative og/eller republikanere.
Opsummering af den danske borgerliges vurdering af de to præsidentkandidater
“Nej, det er da ikke demagogisk og urovækkende, at han skaber sådan nogle følelser i mig, for til forskel fra onde folkeforførere, så taler han jo om gode ting.”
(Og nej, jeg synes ikke selv, han er en ond folkeforfører. Men jeg kan i det mindste tage hans taler med et gran salt, hvilket mange tydeligvis ikke kan.)
Et andet element er, hvor tynde Obama-borgerliges argumenter er for at støtte Obama. Som regel hægter de sig fast på enkelte ting ved McCains ageren under kampagnen (som om det var vigtigere end politiske synspunkter). Det er næsten som om, at folk bare har ledt efter en undskyldning for at (fortælle om at de ville) støtte Obama.
Endorsement
I endorse you and me, and every other individual, as presidents of our own lives.
Idé til “whistleblowing-kartotek”
Giv venligst respons på min idé (som følger) om et kartotek af liberal “whistleblowing”. Er det en god idé? Praktisk mulig? Etc. (Jeg har klippet afsnittet ud af en længere tekst – ignorer venligst henvisninger til foreninger el.lign..)
——————————————
Den primære nyskabende idé er, at det skal være muligt for liberale akademikere at fortælle om, hvad der foregår på deres faglige område. Midlet skal være et kartotek af “sager”; man vil således kunne oprette en “sag” på foreningens hjemmeside. Det følgende kunne være et tænkt (men plausibelt) eksempel på en sag:
—
Sag nr. A102
Fagområde: Jura
Emne: Ytringsfrihed
Titel: “Nye trusler mod ytringsfriheden i FN’s menneskerettighedsråd”
Tekst (hvor sagen fremlægges): I dag vedtog flertallet i FN’s menneskerettighedsråd at tilføje en ny paragraf i blablabla, med teksten “blablabla”. De vestlige lande gjorde ikke videre modstand…etc. etc. etc. etc.
Relevans (hvor sagens relevans, også ift. andre fagretninger, konkret forklares): Med indførelsen af den nye paragraf er det ny i teorien muligt at forfølge kritik af blablabla. Dette er potentielt en alvorlig trussel mod ytringsfriheden; det eneste, der forhindrer brugen af paragraffen er blablabla. etc. etc. etc.
Løsning (hvad kan man/skal man gøre?): De vestlige lande burde sætte sig igennem at få ændret paragraf blablabla. Mere konkret kan blabla gøres. etc. etc. etc.
Læs mere: Baggrundsstof om menneskerettighedsråd fås her (link). Udskrift fra forhandlingerne fås her. Etc.
Sag slut
(evt. mulighed for at debattere sagen)
–
Pointen er nærmest, at foreningen skal være talerør for liberale “whistleblowers”. Ofte er akademikeres arbejde meget obskurt og tungt: derimod skal “sagerne” advare om udviklinger på en tilgængelig men faglig måde.
Jeg forestiller mig, at disse sager skal kunne anlægges af to overordnede grupper: forskere og praktikere. Forskernes del inkluderer både teoretisk og empirisk forskning, mens praktikere…er praktikere: folk, der arbejder konkret med emnet i deres arbejde. I eksemplet ville det optimalt set være en menig medarbejder i menneskerettighedsrådet (problematisering følger).
Brugen af denne sidste gruppe er selvfølgelig det mest revolutionerende og interessante ved “whistleblower”-idéen. Den er samtidig det vanskeligste. Mange praktikere, både i det private men formentlig særligt i det offentlige, er bundet af diverse former for tavshedspligt. I eksemplet ovenfor ville den menige jurist ikke bare kunne fortælle omverdenen om en skadelig udvikling. Dette er givetvis et alvorligt problem for hele tanken. Jeg er dog ikke jurist og ved derfor ikke så meget om emnet, og som sagt er disse meget umiddelbare idéer. Jeg hører gerne andres (mere velfunderede) mening om denne konkrete idé. Er det fx muligt at love anonymitet, og bruge kilder som medierne tit gør det?
Teoretikerne kan bruge “sagerne” til at skabe opmærksomhed om relevant forskningsresultater – deres egne eller andres. Det skal selvfølgelig også være muligt for begge grupper at påpege positive udviklinger.
——————————————
The Danish Ralph Nader Connection?
Via Instapundit, it seems like Ralph Nader might officially run for president of the United States.
But more importantly, where did his exploration committee get the inspiration for the “Nader” typography?
(Explanation: Politiken is a major [well, as major as they get] Danish newspaper.)
ADDED: Related to this, here’s a funny article on the brewing “Bloomberg vs. Nader” epic drama.
Enhedslisten kan (ikke) komme under spærregrænsen – ifølge dem selv
Jeg fik først nu tømt min universitets-emails indbakke, som jo meget hurtigt bliver tilstoppet med alle mulige mere eller mindre relevante opråb om foredrag, demonstrationer, fester, etc.
I den forbindelse fandt jeg denne “gemmer” (som i øvrigt blev sendt til hele Center for Sundhed og Samfunds fællesmail!), dateret d. 12/11:
Hej alle der gerne vil have en ny regering i DK!
De mange meningsmålinger i valgkampen fortæller sammenlagt, at SF med
sikkerhed får et kanonvalg, og at Enhedslisten lige nøjagtigt kommer ind i
Folketinget!Virkelig fedt at SF går frem!
MEN: Hvis den samlede blok (ABFØ) skal have held til at vælte Fogh som
statsminister, så kræver det altså at Enhedslisten også kommer ind!Der er fem gode grunde til, at gå ned og sætte kryds ved Ø tirsdag:
1: Enhedslisten vil styrke den offentlige velfærd til gavn for almindelige
mennesker – ligesom SF
2: Enhedslisten er uundværlige som vagthund i Folketinget – de kan stille
kritiske spørgsmål og grave vigtige sager frem, som ingen andre partier
kan/vil bringe ind i Folketinget
3: Der ER en sandsynlighed for stemmespild, men den er MEGET lille! (se det
vedhæftede statistiske notat) Stemmespild er ærgerligt, men et Folketing
uden Enhedslisten er langt mere ærgerligt.
4: Man véd at der minimum er 1,7 % af vælgerne der *uanset hvad* stemmer på
Enhedslisten. Man kan derfor godt vende argumentet om stemmespild om og
sige, at alle disse stemmer bliver spildt for oppositionen, hvis ikke Ø får
det sidste “nøk” op over spærregrænsen.
5: *Vi får faktisk slet ikke væltet Fogh, hvis ikke Enhedslisten kommer ind!
*
For så kan ABF nemlig ikke komme op på de magiske 90 mandater…Det var bare lige det I skulle have med i stemmeboksen
Send gerne videre til venner der sympatiserer med oppositionen!Med ønsket om en fantastisk valgaften til både radikale, socialdemokrater,
SF’ere og Enhedsliste-folk!Venlig hilsen
[slettet]
Det i emailen nævnte “statistiske notat” indeholder ikke ret meget statistik. Som de eneste “statistiker” påstås der, a) at det er historisk uhørt, at partier til venstre for SF får under 2% af stemmerne, og b) at op mod 10% af vælgerne er tvivlere. Ellers påstås der, at c) meningsmålinger undervurderer især Enhedslistens tilslutning (men giver ikke beviser på dette – om end partiet så vidt jeg husker rigtig nok fik en bitte smule flere stemmer end projekteret), og en pæn andel af notatet går derudover til at påstå, at d) Abdol-Hamids kandidatur ikke ændrer Enhedslistens politik.
Men det mest interessante er, at emailen – et desperat opråb om flere stemmer, så Enhedslisten kan komme over spærregrænsen – bruger (under punkt 3) som argument for at man skal stemme på partiet, at det ikke er i fare for at komme under spærregrænsen (hvorfor man ikke skal frygte at spilde sin stemme ved at stemme på dét parti)! Morsomt.
