Vrøvlende kronik

En kronik i Jyllands-Posten med mine kommentarer:

Kronik: Økonomiske vismænd og sociale viskvinder?

Offentliggjort 27.05.07 kl. 00:13

Hvorfor har vi kun vismænd indenfor det økonomiske område? spørger Emilia van Hauen.

Da jeg var barn og fik læst Biblen højt, lærte jeg, at der var noget der hed vise mænd. De var nogle meget kloge mænd, der vidste, at verdens frelser var blevet født og tog hen til ham for at hylde og tilbede ham. Som barn konkluderede jeg, at disse tre vismænd måtte vide noget om, hvad der var virkelig vigtigt i livet og for os mennesker imellem.

I dag har vi også en slags officielle vise mænd; de bliver kaldt vismænd. Dem findes der også tre af. Den ordførende af dem er sågar overvismand. Til forskel fra datidens vismænd, der var velbevandrede udi astrologi og almen viden, er grundlaget for vores tids vismænd nationaløkonomien. Det er en kompliceret videnskab, og det kræver et stort overblik at kunne samle al den viden, som påvirker den nationale økonomi, så man kan beskrive og fremskrive den tid, vi lever i ud fra et økonomisk grundlag. Det er vel også derfor, at man har valgt den – i mine øjne – både lidt svulstige og gammeldags betegnelse ”vismand” om sådan en rådgiverstilling. Men det er samtidigt også lidt anti-jante, og det synes jeg er forfriskende.

Det, der dog ofte har undret mig, er, hvorfor vi kun har vismænd, indenfor det økonomiske område. Hvorfor har vi ikke også vismænd, der for eksempel tager sig af det sociale, det kreative eller det sundhedsmæssige? (Måske fordi i hvert fald de første to ikke er videnskabelige og derfor uden autoritet?)

En af de største udfordringer det globale samfund står overfor, er at få den enkelte borger til at føle sammenhæng i sit liv. WHAT?! Er det en GLOBAL udfordring at skabe sammenhæng i INDIVIDETS liv? Hvad er det for noget vrøvl. Lad være med at skabe inflation i disse begreber. At opleve en sammenfaldende mening i sit virke som arbejdende borger og socialt menneske. Stress har mange årsager, og én af dem er netop manglen på denne overordnede mening for den enkelte – og dermed evnen til at kunne prioritere hensigtsmæssigt og være bevidst om formålet for sin eksistens. Hold da op en masse pseudovidenskab!

Stress kan umiddelbart ses som den enkeltes personlige problem (nej, det kan KUN ses som den enkeltes personlige problem), men tager man virksomhedens og samfundets regnemaskine frem, ser man, at økonomien i høj grad belastes af alle disse menneskelige nedbrud (men kun fordi du og andre mener, at samfundet har et ansvar for at tage sig af stressede folk). Stress er dermed ikke længere individets problem, men derimod et strukturelt problem. Hvordan man imødekommer de udfordringer, der ligger i disse problemstillinger om menneskeværd og sociale strukturer (hun kan godt lide ordet struktur) er ikke en nem opgave at løse. Og den visdom, der kan være med til at analysere, beskrive og løse disse problemstillinger, må være en lige så kompliceret videnskab (videnskab? må jeg være fri) som den nationaløkonomiske.

Vi har indrettet verden, så penge i mange henseender bliver den faktor, der får det sidste ord at skulle have sagt. Når et socialt problem belaster samfundet hårdt nok på økonomien, allokeres der ofte langt flere ressourcer til at løse situationen, end hvis det ikke har en økonomisk slagside.

Med tiden er vores samfund blevet så rigt, at vi er kommet langt forbi overlevelse som målet for vores liv og levned, og derfor har vi fået råd til at vægte de menneskelige relationer på en ny måde. Fællesskaber og relationer har selvfølgelig altid været vigtige for os mennesker at have og håndtere, men hvor det før mere var noget, der tilhørte privatsfæren, er det i dag en faktor man regner anderledes med i både erhvervslivet og i de samfundsmæssige strukturer.

I samme moment er vores samfund blevet langt mere grænseløst mht det nationale, klasser, køn, fag osv, hvorfor det ikke er blevet mindre kompliceret at forstå, gennemskue og agere i det sociale rum på en måde, som skaber overskud – på flere planer, inklusive det økonomiske.

Velgørenhedsbølgen og CSR er to eksempler på, hvordan det sociale også kan knyttes til økonomien på en måde, mange også finder moralsk og etisk forsvarlig.

I en tid, hvor alt stritter i flere retninger, er der mere end nogensinde brug for vise mænd, der er i stand til at beskrive, analysere og give kvalificerede metoder og løsninger til at gennemskue sin egen situation og handle adækvat på den.

Hvis man udpegede tre sociale vismænd, ville man ikke alene opgradere dette område ved at synliggøre dets betydning for samfundets velfærd; man ville også kunne skabe en kontinuerlige ramme, hvori man kan forstå den sociale dimension af livet og verden. Huh?

Ligeledes kan der heller ikke herske tvivl om, at den kreative kraft også får større og større magt i dette samfund, der ikke ser ud til at kunne få innovation nok. Kreativitet som begreb har også ændret og udviklet sig over de sidste mange år. For ikke så længe siden var det enten noget ophøjet kunstnerisk eller noget barnligt smørelse. Det kreative som disciplin havde ikke en særskilt værdi i samfundet, medmindre det var knyttet til en specifik funktion.

I dag vægtes det at kunne tænke kreativt højt og implementeres i alle afskygninger af livet, erhvervslivet og samfundet. Alene udtrykket ”oplevelsesøkonomi” taler sit eget tydelige sprog om denne disciplins vigtighed.

Alt tyder på, at vigtigheden (hun kan også godt lide ordet vigtighed) ikke vil blive mindre fremover. Men hvad er kreativitet egentlig? Og hvordan vil man bruge det konstruktivt og kollektivt (konstruktivt og kollektivt? hvordan vil ”man” ”bruge” det ”kollektivt”? er jeg den eneste der synes, at dette lyder uhyggeligt?) til at styrke velfærden i samfundet – for både den enkelte aktør som selve strukturen? Igen ville udnævnelsen af vismænd på dette område kvalificere disciplinen og opgradere den.

Foreløbig lader vi til at vægte økonomien højere end noget andet, men bl.a. det sociale og det kreative er to faktorer, der er begyndt at bide den i haserne med hensyn til vigtighed og ikke at tage det seriøst er at svigte den tid, vi lever i.

At forstå den verden, vi lever i, og den tid vi er i kunne hjælpes på vej af disse vismænd, og en oplagt idé er selvfølgelig at oprette et råd, der bestod af vismænd fra flere forskellige verdner, og hvis fælles opgave det var at komme med gode råd om livet som helhed. Jeg foreslår et panel med en psykoanalytiker, en socialkonstruktivist, en akupunktør, en sexolog og en numerolog.

Vores tid kan være meget forvirrende og uoverskuelig, og med det hav af valg, vi alle står overfor dagligt, fordi vi har så mange muligheder for at skabe os den tilværelse, vi ønsker, ville det være anvendeligt med et råd, der jævnligt kom med bud på det store forkromede overblik, så man som borger havde en tydelig mur at spille sin egen bold op ad. Med andre ord er der for meget valgfrihed for den enkelte, og vi må have nogen til at træffe valg for os.

I ligestillingens lys er det vel også på tide at ændre det til at være ”vispersoner”. (Den skulle jo komme.)

Jeg er helt overbevist om, at forlægget for opgaven er nærmest umulig, for hvordan skal man kunne samle så mange ender af den menneskelige eksistens og samtidig inddrage både individ og fællesskabsplanet? Måske skulle vi bare stryge individplanet. Det er jo ikke ret vigtigt alligevel.

Nej, let bliver det ikke, men det er vel også derfor, at man skulle bruge disse særlige vispersoner til det – de har jo om nogen forudsætningerne for at kunne gøre det. Jeg foreslår at vi ophøjer disse særlige rådgivende vispersoner, der ved så meget mere om vores liv og ønsker end vi selv, til et organ med enevældige udøvende magter. Vi kunne kalde organet Politburo.

Av!

Hermed videregivet: ouch.

Grim tendens

Det er åbenbart kommet på mode for fjernsynskanalerne at frempromovere egne “afsløringer”. Tendensen startede (for mig at se) hos TV-avisen på DR, men er siden spredt til også TV2. Det typiske forløb er følgende:

1) Kanalen viser i primetime en egenproduceret dokumentar/forbrugerprogram, der typisk viser afslører dårlige forfærdelige forhold på en offentlig institution eller multinational virksomhed.

2) Dagen efter iscenesættes afsløringerne som den absolut største nyhed. Nyhedsprogrammets første mindst fem-ti minutter drejer sig om skandalen. Det gentages flere gange, at det er DR’s/TV2′s egen dokumentar, der har afsløret problemet.

3) Kanalens diverse talkshows inviterer gæster ind til at diskutere problemet; internet og radio tages i brug til samme selvpromovering.

4) Nyheden følges af kanalen jævnligt op med flere såkaldte afsløringer, udtalelser fra politikere/eksperter, mv., i de næste dage

Det er sådan set i orden at promovere egne produktioner. Det begynder dog at blive temmelig irriterende, når afsløringerne (der altså ofte kan være relativt ubetydelige!) i den grad får forrang for vigtigere nyheder. At italesætte egen journalistik som større end det er føles bare som selvhævdende selvpromovering. Og grelt bliver det især, når de andre medier ikke anser nyheden som værende værdig til andet end et notat…

Nyhederne kl. 21:00

Vi begynder med en historie, der handler om det næsten surealistiske tal – 2200 milliarder kroner – som vi danskere i øjeblikket har sparet op til vores pension. 2200 milliarder kroner?! HOLD DA KÆFT. HVOR ER DET NÆRMESTE BOMBERUM?! Hele skattegrundlaget for det danske pensionssystem er væk. Det er den brutale konsekvens af en dom fra EF-domstolen i dag. Brutalt? Jeg tror da snarere det er blodigt, barbarisk, bombastisk, katastrofal, og DØDSENSFARLIG! VI TALER JO OM STØRRE FRIHED TIL DEN ENKELTE! Om et øjeblik har vi sidste nyt om det politiske indgreb der er på vej, men lad os først høre Skatte- ministerens reaktion på dommen:

Kristian Jensen, skatteminister: ”Hvis ikke vi ændrer reglerne, så ville det måske være lækkert for den enkelte dansker, der kunne lave en skattefri opsparing (og hvad er den enkelte, udover at være den grundlæggende enhed i enhver social gruppe?), men det ville være skidt for sammenhængskraften (det er jo SAMMENHÆNGSKRAFTEN), fordi beskatning af en pensionsopsparing er en vigtig del af de indtægter (tyvegods), som vi har for at få samfundet til at hænge sammen med sundhedsvæsen, uddannelser og alt det andet vi har. Derfor er vi nødt til at reagere på den dom, der er kommet.”

Vi vil forsøge at stille skarpt på, hvad dommen betyder: Med os har vi vores Bruxelles har vi korrespondent Charlotte Harder, som vil fortælle hvordan Danmark i 16 år har kæmpet imod denne afgørelse. I Skatteministeriet står Flemming Platz, som kan fortælle sidste nyt om det politiske indgreb der er på vej. Og med os har vi også finansrådgiver Kim Valentin, som mener at afgørelsen vil tvinge regeringen til at opgive skattestoppet (det var også dén vinkling, jeg havde lagt på hans udtalelser)?

–

Inden vi går videre til Skatteministeriet skal vi lige se, hvordan det har fungeret indtil nu: Det danske skattesystem er bygget sådan op, at skatten udskydes (vi har fået tilladelse til at beholde vores penge lidt længere). Når vi er unge sparer vi op og får fradrag. Men når vi går på pension og får pengene udbetalt, betaler vi skat af beløbet. Desuden sørger pensions- selskaberne for, at vi hvert år betaler en særlig skat på 15 procent af de afkast der kommer på pensionen. En skat, der ikke findes i udlandet (puuha, onde udland).

(…) 

”Der har været rigtig travlt her i Skatteministeriet. (…) De har to store og væsentlige problemer, to ting, de frygter. Og den ene er jo, at vi danskere, vi sparer op (allerede her kan man jo se problemet), udnytter et godt skattefradrag for vores pension, sætter det ned i nogle banker nede i Sydeuropa, og når vi så bliver pensionister, så tager vi derned og hæver det, og lader være med at betale skat til Danmark. Det andet problem de har, det er den såkaldte PAL. Pensionsafkastskatten, som måske ikke så mange kender (med andre ord, det er en rigtig god skat) men det er simpelthen den overskud, der er kommet på vores pension hvert år (…), dér trækker staten 15%, det sker helt automatisk (som det burde være), hvis vi lægger vores pension ud i udenlandske banker, så ser de ikke den PAL igen. Det er de to ting, de frygter mest, og bare PAL’en, der er 15-16 milliarder hvert år (ikke helt 2200 milliarder, men hvad fanden).

– 

Tak for det. Vi skal videre til Christiansborg, hvor der er bred politisk enighed om at en skatteflugt skal stoppes, for vi har heldigvis ingen liberale partier repræsenteret i folketinget.

(…)

Kim Valentin, finansrådgiver: (…) Jeg tolker det [enigheden] først og fremmest som en forsigtighed over for en meget alvorlig ting for den danske stat. For det andet, så synes jeg også at de [politikerne] er en lille smule for negative, fordi det kan jo altså også give nogle positive konsekvenser for forbrugerne, at der kommer en større konkurrence. Så man kan benytte denne lejlighed til at rent faktisk få noget positivt ud af det i sidste ende.

Jansen: Hvor sandsynligt tror du det er, at det her er begyndelsen på enden på den danske skattestop [griner, øjne lyser]? Ja, lad os vende tilbage til de RELEVANTE konsekvenser af det her.

Paternalisme på det danske spillemarked

Gårsdagens “Opinion” i Berlingske Tidende satte Ladbrokes’ “Country Manager i Danmark” op mod formanden for Danmarks Idræts-Forbund, Kai Holm, i en diskussion af landsrettens dom om, at det danske spillemonopol ikke strider mod EU-ret. I den sammenhæng opridsede Kai Holm formålet med den danske spillelovgivning (læs: monopolet), som, udover at bruge overskuddet til “gode formål”, er:

“At holde forbruget af penge på et moderat niveau. At skabe betryggende forhold for spillerne. At mindske risikoen for spilleafhængighed og kriminalitet og at begrænse privatpersoners mulighed for erhvervsmæssig indtjening på borgernes spillelyst.”

Hvordan nogen kan sige sådan uden at få en dårlig smag i munden chokerer mig. Disse formål kan oversættes til én ting: at forhindre danskerne i at gøre, hvad de har lyst til. Ikke mere, ikke mindre. Det er paternalisme af værste rang, når en statsgaranteret institution i den grad forsøger at forhindre folk i at gøre, hvad de har lyst til, formodentligt ud fra en tankegang om “folks bedste” (selv om formuleringen om at ville begrænse privatpersoners mulighed for at tjene på borgernes spillelyst lugter langt væk af sølle anti-kapitalisme). For det er jo efterhånden ganske vist, at folk ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, om det så er på spilleområdet, rygeområdet, ferieområdet (ferieløn), eller nogle af de mindre obskure områder, hvor vi ikke har frihed til at vælge selv, såsom den høje skat og dens konsekvenser.

Landsrettens dom er altså ikke bare en dom, der beskytter staten mod dets borgere, som Ladbrokes’ Country Manager skriver, men også og måske nok mere centralt en dom, der beskytter den enkelte borger mod vedkommende selv.

Lidt mere klassisk liberalistisk tænkning

De to “Opinion”-indlæg i Berlingske Tidende d. 13.11 (som jeg grundet sygdom først fik læst i dag), fik mig til at tænke lidt mere over noget, som jeg tidligere flygtigt har overvejet:

Er det sådan, at en stor offentlig sektor selv skaber behov for løsninger, som den alene kan frembringe?

Indlæggene omhandlede “Motion på recept”-tiltaget og om det fungerer. Den ene person argumenterede således:

“Manglende motion fører til et merforbrug i sundhedsvæsenet på 3,1 milliarder kroner. For tiden skal politiske initiativer være “omkostningsneutrale”. “Motion på Recept” etableret i den rigtige ramme er en investering, som er mere end “omkostningsneutral”, den er en rigtig god forretning – på længere sigt.”

Nordisk Råds møde i Folketinget i dag: et forum for socialistisk skulderklapperi?

Med al den (rosende) snak om “den nordiske model”, “solidaritet”, “velfærdsstaten”, samt mange mere notorisk betonkommunistisk termer og retoriske vendinger, fremført af en uendelig række af Ole Sohn-look-alikes fra den såkaldte “Venstresocialistiske Grønne Gruppe” (og den mindre sexede “Socialdemokratiske Gruppe”), skulle man da tro, at man overværede en konference af partiledere og ledende samfundsfolk fra det gamle Østeuropa (hvem ellers kan debatere brugen af ordet “vinder”, idet man ikke synes om, at der skal være tabere?) . Men nej, det var såmænd bare Nordisk Råd i det danske Folketing. Slemt savnet var nogen, der talte imod denne tilgang. Har dette råd også historisk set været et forum for socialistisk skulderklapperi?

Jeg kan se nu, at Anders Fogh, som i øvrigt fortsætter overnævnte retorik, kommer under angreb fra socialisterne, formodentlig fordi han (tilsyneladende) er leder af et land, der tillader sig ikke at være socialdemokratisk.

Update:

Ja, som Fogh lige har bemærket, er diskussionen nu blevet partipolitisk. Det er nok ingen tilfælde, at dette skete så snart at den socialistiske hygge-samtale blev brudt.

Mediehacking

Jeg har fundet en ny akademisk helt: Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet. Han har i dag en kronik i Jyllandsposten om det, han kalder mediehacking. Artiklen passer fint ind i et tema, der har udviklet sig på min blog, nemlig interessegrupper og deres kamp for indflydelse. Læs den meget læsværdige artikel her.

Dagens uhyggelige nyhed

Regeringen opgiver at begrænse den offentlige vækst. Dermed bukker den under for den voksende pres fra Socialdemokraterne. I stedet for at forklare de mange fordele ved at begrænse væksten i den offentlige sektor, prøver regeringen nu tilsyneladende at overbevise de tvivlende vælgere om, at den kan fosse flere penge ind i “service” end oppositionen kan. Det er nu officielt. Venstre er et socialdemokratisk parti.

Imens går den socialdemokratiske kommune Århus i den rigtige retning med nedskæringer.

Bruger(u)tilfredshed med den offentlig service

De seneste uger har det lydt fra undersøgelser, at folk oplever den offentlige service som forringet i løbet af de sidste fem år (dvs. siden VK-regeringen tiltrådte). Samtidig er der med den nye finanslov (som forslaget ser ud nu) blevet tilført 31 MILLIARDER kroner mere til offentlig service. Nu skal jeg være den sidste, der påstår, at penge er alt, når det kommer til resultater, især når vi snakker om det offentlige bureaukrati. Men det kan umuligt passe, at servicen ligefrem er forringet de sidste 5 år.

Befolkningen, eller i hvertfald de 44%, som mener at servicen er forringet, tager altså højst sandsynligt fejl. Hvordan kan det være?

Nu har jeg tilfældigvis en tekst på pensum til morgendagens forvaltnings-undervisning, der omhandler implementering af offentlig forvaltning. Udover at teksten (et udrag fra Søren Winter (1994): Implementering og effektivitet) giver mange gode grunde til, hvorfor implementeringen ikke nødvendigvis resulterer i en direkte afspejlning af de politiske ønsker, stødte jeg på et sjovt afsnit vedrørende brugerundersøgelser og tilfredshed. Her kom jeg selvfølgelig til straks at tænke på den påståede forringelse af service-niveauet. Her er, hvad der står:

“Mere kompliceret er forholdet på serviceområdet, hvor der i de senere år har været en tilbøjelighed til at mene, at succesraten kan måles gennem brugerundersøgelser, som viser brugerens grad af tilfredshed. Brugerens holdninger kan imidlertid sagtens afvige fra andre skatteyderes og vel også fra de intentioner, der ligger bag de politiske beslutninger.

Således ønsker brugerne i langt højere grad end andre skatteydere, at der skal bevilges flere offentlig midler til netop deres serviceydelse (Winter og Mouritzen, 1993a), og der er en klar sammenhæng mellem brugernes grad af utilfredshed med den offentlige service og deres ønsker om flere bevillinger. På serviceområdet kan brugerindflydelse således skærpe tendenserne til en asymmetrisk udgiftspolitik med stigende offentlige udgifter til følge.”

Stigende offentlige udgifter? Tjek. Skatteydere, der vil have flere midler til netop deres område? Tjek. Brugerens afvigende holdninger? Tjek.

Nu tror jeg såmænd også det er et velkendt psykologisk fænomen, at det altid var bedre “i gamle dage”. Der er i dag for eksempel større ulighed end i gamle dage, hvilket givetvis er så slemt, at man kan være ligeglad med, at selv de fattigste i dag er blevet langt rigere. Så længe nogen er blevet “mere rigere” end mig, så er jeg utilfreds!