Villy Søvndal, veally cvazy

Villy Søvndal, SF’s polemiske og populistiske leder, prøver tilsyneladende at overgå islamisterne i at have psykopatiske holdninger. Jeg tænder for nyhederne i morges og hører om, at Anders Fogh kritiserer dansk udenrigspolitiks mangeårige småstatsmentalitet. Vi skal være mere internationalt engageret, ikke være så konfliktsky, etc.

Og så tordner min elskede Søvndal frem og erklærer, at dansk udenrigspolitik under Fogh ikke har været specielt engageret. Nej, tværtimod, den kan derimod sammenlignes med dansk udenrigspolitik i 30’erne, hvor man gjorde, som vores nærmeste stormagt ville det, siger han (kan desværre ikke finde det på skrift, men det var på TV2’s 9-nyheder) [EDIT: Uriasposten har det korrekte citat]. Mine psykopat-alarmklokker slår ud.

Sammenligner han virkelig USA og nazi-Tyskland? Selv hvis vi accepterer påstanden om, at Danmark bare agerer, som USA vil det, kan han virkelig ikke se forskellen mellem nazisterne og amerikanerne?

Venstrefløjen elsker at snakke om, hvordan folk de ikke kan lide man i dag prøver at skabe fjendebilleder for at få folk til at følge ens vilje. Det er sjovt, hvordan de ikke kan se de åbenlyse fjendebilleder i deres egen retorik. Men der er jo ikke mange, der er mere dobbelmoralske end dem på venstrefløjen.

For at vende tilbage til spørgsmålet om den danske udenrigspolitik, så kan jeg huske nogle diskussioner, vi havde til undervisning på mit første år på studiet. Diskussionen gik på, om Danmark de seneste år har haft en aktivistisk udenrigspolitik (en karaktér, der af de fleste anses for ønskværdig). Imod alle fakta (Afghanistan, Irak, Balkan, etc.) var der – i fulde alvor – mange, der argumenterede for, at dansk udenrigspolitik ikke var spor aktivistisk. Deres dobbeltmoral skinner igen igennem. Det er tilsyneladende kun aktivistisk (der jo er et ønskværdigt træk), hvis man kan lide den konkret førte udenrigspolitik (og ikke mindst den regering, der fører den, hvilket for venstrefløjsfolk nok er en overvejelse, der tidsmæssigt kommer før bedømmelsen af den faktiske udenrigspolitik). Folk har så svært ved at være objektive…